Lov om finansiel virksomhed § 225, stk. 1 - Forlængelse af frist til opfyldelse af solvenskrav til 8. oktober 2010 - Eik Bank Danmark A/S

05-10-2010

Finanstilsynet afgørelse af 30. september 2010

Eik Bank Danmark A/S har ved email af 30. september 2010 anmodet Finanstilsynet om en forlængelse indtil fredag den 8. oktober 2010 kl. 12 af fristen til at opfylde solvenskravet i § 124 i lov om finansiel virksomhed.

Det fremgår af ansøgningen, at ”henset til, at der nu bliver iværksat underskrivelse af betinget overdragelsesaftale mellem Eik Bank Danmark A/S og Finansiel Stabilitet A/S anmodes Finanstilsynet om, at der gives fristudsættelse til 8. oktober 2010 kl. 12.00 til opfyldelse af solvenskrav.”

På denne baggrund meddeler Finanstilsynet i henhold til § 225 i lov om finansiel virksomhed banken en frist til fredag den 8. oktober 2010 kl. 12.00 med henblik på at få gennemført en generalforsamling samt opfylde betingelserne i aftalen om betinget overdragelse inden da.

Da denne afgørelse er truffet af Finanstilsynet som en uopsættelig sag, der ellers skulle have været forelagt det Finansielle Virksomhedsråd, er det udgangspunktet efter § 354a i lov om finansiel virksomhed, at afgørelsen skal offentliggøres. Finanstilsynets offentliggørelse vil afvente en meddelelse fra banken.

Offentliggørelsen kan udskydes, hvis en offentliggørelse kan medføre uforholdsmæssig stor skade for banken. Finanstilsynets offentliggørelse vil afvente en offentliggørelse fra banken. Banken anmodes om at meddele Finanstilsynet tidspunktet for bankens offentliggørelse af afgørelsen. Den offentliggjorte afgørelse må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 12, stk. 1, i lov om offentlighed i forvaltningen. Sådanne oplysninger skal derfor udelades i (ekstraheres fra) det offentliggjorte dokument.

Finanstilsynets afgørelser kan, senest 24 timer efter at afgørelsen er modtaget, indbringes for Erhvervsankenævnet, Kampmannsgade 1, Postboks 2000, 1780 København V, tlf. 33 30 76 22, jf. § 372, stk. 2, og § 246, i lov om finansiel virksomhed. Det er forbundet med et gebyr at klage til Erhvervsankenævnet.

Kopi af dette brev er sendt til bankens revisor.

Ulrik Nødgaard
Direktør

Karen Dortea Abelskov
kst. kontorchef

Senest opdateret 05-10-2010