Redegørelse om inspektion i Stadil Sparekasse

11-03-2011

 

Indledning.


Finanstilsynet var i november 2010 på inspektion i Stadil Sparekasse.

Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor alle sparekassens væsentligste områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der bliver lagt størst vægt på de områder, der efter Finanstilsynets opfattelse har den største risiko.

Denne redegørelse offentliggøres efter reglerne i bekendtgørelse om finansielle virksomheders pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden.

Sammenfatning og risikovurdering.


Finanstilsynet gennemgik på inspektionen sparekassens 41 største udlånsengagementer samt alle engagementer med sparekassens bestyrelse og direktion. De gennemgåede engagementer udgjorde ca. 65 pct. af de samlede udlån og garantier.

Sparekassen har en høj andel af privatengagementer, hvoraf en relativ høj andel deles med andre pengeinstitutter, Sparekassen har desuden en relativ høj andel af engagementer uden for sit naturlige markedsområde. Endvidere har sparekassen en relativ høj forekomst af svage engagementer i forhold til sammenlignelige institutter.

Sparekassen fik påbud om at udarbejde handlingsplaner for svage engagementer.

Sparekassen har i en række tilfælde ikke aktuelle økonomiske oplysninger om kunderne til belysning af den aktuelle risiko, ligesom sparekassen har engagementer med overtræk, som er op til 1,5 år gamle.

Denne risikoprofil betyder efter Finanstilsynets opfattelse, at forretningsmodellen på kreditområdet kan medføre en forøget tabsrisiko. Sparekassen fik på den baggrund en risikooplysning om, at den inden for tre måneder efter et konstateret overtræk bør vurdere, om der skal nedskrives på udlånet.

På inspektionen gav Finanstilsynet sparekassen påbud om at foretage nedskrivningsberegning for samlet cirka 600.000 kr. på fire engagementer.

Finanstilsynet gav flere påbud om etablering af forretningsgange og beredskabsplaner. Sparekassen fik også påbud om, at bestyrelsen skal tage stilling til, hvilke krav der skal stilles til kundernes økonomi og sikkerhedsstillelse, særligt for kunder med afdragsfrie lån og variabelt forrentede lån.

Finanstilsynet konstaterede i forbindelse med inspektionen, at der var mindre overtræk på engagementer med familiære relationer til ledelsen. Finanstilsynet gav på den baggrund en påtale, da engagementsudvidelser på denne type engagementer alene kan bevilges af bestyrelsen.

Sparekassen har en stor likviditetsoverdækning.

Sparekassen havde pr. 30. juni 2010 indberettet et solvensbehov på 13,8 pct. Solvensbehovet var opgjort til 25,9 pct., når der blev taget højde for minimumskapitalkravet.

Sparekassen har efter inspektionen indberettet et solvensbehov pr. 30. september 2010 på 15,4 pct., mens solvensbehovet var 25,7 pct. efter minimumskapitalkravet. Finanstilsynet har på baggrund af inspektionen ikke bemærkninger til det indberettede solvensbehov. Sparekassens faktiske solvensprocent pr. 30. september 2010 var 32 pct.

 

Senest opdateret 11-03-2011