Redegørelse om inspektion i ETU Forsikring A/S

02-01-2012

1. Indledning

Finanstilsynet var i september 2011 på inspektion i ETU Forsikring A/S.

Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor alle virksomhedens væsentlige forretningsområder blev gennemgået. Fokus var rettet mod følgende områder:

  • bestyrelse og direktion
  • forsikringsforretningen, herunder reassurance og hensættelser
  • investeringsforretningen
  • outsourcing, koncerninterne transaktioner og koncerninterne engagementer
  • økonomien og individuel solvens

Redegørelsen offentliggøres efter reglerne i bekendtgørelse om finansielle virksomheders pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden.

2. Sammenfatning og risikovurdering

ETU Forsikring A/S påbegyndte forsikringsdriften i 2007. Selskabet tegner primært forsikringer til private og småerhverv. Porteføljen er præget at bilforsikringer til private. Særligt risikable forsikringsforretninger er fravalgt, herunder industri- og marinekunder samt sygdoms-, tog- og flyforsikringer ligesom kredit- og kautionsforsikringer er fravalgt.

ETU Forsikring A/S har igennem de første leveår haft en vækststrategi, der i dag er afløst af konsolidering. Selskabet har 2 gange fået tilført kapital i takt med væksten.

Finanstilsynet kunne konstatere, at selskabet har haft betydelige afløbstab, men at afløbstabene i dag er bragt væsentligt ned. Selskabet har vist vilje og evne til at styrke sin ledelse, således at de forbedrede resultater kan fastholdes og udbygges.

På forsikringsområdet er risikopåtagelsen begrænset via et genforsikringsprogram hos de største genforsikringsselskaber og på investeringsområdet er hovedparten af investeringerne placeret kontant i pengeinstitutter og i danske obligationer med meget kort løbetid.

ETU Forsikring A/S har opgjort sit kapitalkrav pr. 30. september 2011 til 27,8 mio. kr. Heroverfor står en kapital inklusiv ansvarlig lånekapital på 33,5 mio. kr.

Selskabet har fået påbud om at rette op på sin forsikringsforretning, herunder tilpasse sit forretningsomfang til kapitalens størrelse.

Finanstilsynet har derudover påpeget, at selskabet fortsat skal vise vilje og evne til at reagere på ugunstige signaler og til risikominimering såvel indenfor forsikringsområdet som investeringsområdet.

Senest opdateret 02-01-2012