Finanstilsynet har besluttet ikke at godkende et likviditetsprogram til handel i investeringsselskabers aktier som accepteret markedspraksis.
Finanstilsynet skal i henhold § 38, stk. 4, i værdipapirhandelsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 883 af 9. august 2011, træffe beslutning om accept af markedspraksis. En accepteret markedspraksis er en praksis, der umiddelbart falder ind under forbuddet mod kursmanipulation, men som alligevel accepteres. I den forbindelse har tilsynet anmodet branchen om at indsende bidrag, der kan belyse eksistensen af eventuelle relevante markedspraksis i Danmark.
Efter forelæggelse for Fondsrådet har Finanstilsynet den 13. marts 2012 afgjort at en forespørgsel om etablering af et program for handel med egne aktier til indre værdi fra et investeringsselskab, der er optaget til handel på Nasdaq OMX Copenhagen A/S. Finanstilsynet kunne ikke godkende programmet, idet programmet blev anset for at være i strid med forbuddet mod kursmanipulation jf. § 38 og § 39 i lov om værdipapirhandel m.v. Resume af afgørelsen kan ses her.
Med baggrund i afgørelsen har selskabet anmodet Finanstilsynet om at træffe beslutning om, hvorvidt likviditetsprogrammet vil kunne udgøre en accepteret markedspraksis, således at bestemmelserne i § 38 stk. 1, nr. 2 og 4, i lov om værdipapirhandel m.v. ikke finder anvendelse. Finanstilsynet har derfor den 27. april 2012 udsendt en høring om accepteret markedspraksis vedrørende likviditetsprogram. Alle høringssvar kan læses her (pdf).
Baggrunden for at Finanstilsynet ikke finder at likviditetsprogrammet kan godkendes som accepteret markedspraksis er primært, at det beskrevne likviditetsprogram medfører, at kursdannelsen ikke sker i markedet, men fastsættes af selskabet selv og derved hæmmes de frie markedskræfter. Se beslutningen i sin fulde længde her (pdf).
Finanstilsynet anerkender, at der kan være behov for at øge likviditeten i investeringsselskabernes aktier, og henviser til at dette er tilladt ved at indgå en market maker aftale med tredjemand for dennes regning og risiko.