Redegørelse om inspektion i Alm. Brand Bank A/S (hvidvaskområdet)

22-08-2013

 

Indledning

Finanstilsynet har i marts 2013 foretaget inspektion i Alm. Brand Bank A/S. Inspektionen omfattede alle relevante dele af hvidvaskområdet.

Sammenfatning og risikovurdering

Banken er et 100 % ejet datterselskab af Alm. Brand A/S. Banken er repræsenteret i hele Danmark og forretningsaktiviteterne er primært finansielle markeder og privatkunder. Banken tilbyder et bredt udvalg af ind- og udlånsprodukter samt rådgivning om investering, pension og bolig for privatkunder.

Det er Finanstilsynets vurdering, at Alm. Brand Banks iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er middelhøj. Risikovurderingen er foretaget på baggrund af bankens forretningsmodel, herunder kunder, produkter, leveringskanaler og geografiske forhold, samt bankens størrelse, herunder kunder, transaktioner og korrespondentbankforbindelser.

Bankens procedurer frem til februar 2013 har på visse områder været utilstrækkelige og bankens nye procedurer for bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering fra februar 2013 har endnu ikke haft tilstrækkelig effekt. Bankens risikobegrænsende foranstaltninger på hvidvaskområdet vurderes på undersøgelsestidspunktet ikke at være tilstrækkeligt effektive. Det er Finanstilsynets vurdering, at bankens niveau for indberetning af mistænkelige transaktioner til Hvidvasksekretariatet er lavt set i forhold til bankens risiko på området.

Finanstilsynet har givet et påbud og en risikooplysning vedrørende bankens it-baserede overvågning. Finanstilsynet har vurderet, at banken ikke har haft tilstrækkelige procedurer til at afklare, om der er tale om en mistænkelig transaktion i forbindelse med it-overvågningen.

Finanstilsynet kunne konstatere, at banken havde et væsentligt antal kunder oprettet før 2006, i alt 9,4 pct. af den samlede kundemasse, som ikke var legitimerede, og hvis engagementer ligeledes ikke var spærret. Finanstilsynet har derfor påbudt banken at sikre, at der ikke sker udvidelse af engagementet med disse kunder, og at kundeforholdene afvikles, hvis det ikke er muligt at indhente den fornødne legitimation inden for en af banken fastsat kortere frist.

Banken har ikke i tilstrækkeligt omfang sikret, at oplysninger om kundens formål med forretningsforbindelsen og det tilsigtede omfang er tilstede på bankens kunder. Derudover er en række virksomhedskunder ikke blevet legitimeret i overensstemmelse med hvidvasklovens krav til legitimation. Finanstilsynet har givet to påbud på dette område.

Banken har herudover fået påbud eller påtaler vedrørende korrespondentbankforbindelser, skriftlige interne regler og procedurer om intern kontrol, risikovurdering, risikostyring, ledelseskontrol og kommunikation og undervisning af relevante medarbejdere.

 

Senest opdateret 22-08-2013