Redegørelse om inspektion i Vestjysk Bank A/S

01-02-2013

 

Indledning

Finanstilsynet var i november/december 2012 på inspektion i Vestjysk Bank A/S.

Inspektionen var en funktionsundersøgelse, hvor bankens kreditområde og solvensbehov blev gennemgået.

Denne redegørelse offentliggøres efter reglerne i bekendtgørelse om finansielle virksomheders pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden.

Sammenfatning og risikovurdering

På inspektionen gennemgik Finanstilsynet bankens 60 største udlånsengagementer samt 75 stikprøveengagementer, i alt svarende til 24 pct. af bankens samlede udlån og garantier. Derudover blev kreditpolitikken og forretningsgange på kreditområdet gennemgået.

På baggrund af gennemgangen af de udvalgte engagementer konstaterede Finanstilsynet på undersøgelsen et behov for yderligere nedskrivninger på 145 mio. kr. blandt de største engagementer. Ud af de 60 største engagementer var der objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) på de 32, hvilket er en større andel end ved undersøgelsen i efteråret 2011, hvor der ud af de 66 største engagementer var OIV på de 25. Målt i forhold til udlånsomfanget er andelen af de største engagementer med OIV steget fra ca. 34 til ca. 47 procent.

En stikprøve af de mindre engagementer viste ligeledes et betydeligt mernedskrivningsbehov. I forbindelse med årsregnsskabet har banken ligeledes gennemgået denne portefølje og identificeret betydelige nedskrivninger. Finanstilsynet vurderer, at det identificerede nedskrivningsbehov dermed er dækket. Bankens samlede nedskrivninger for 4. kvartal bliver herefter 606 mio. kr. Heraf er ca. 40 pct. på landbrugsengagementer og ca. 35 pct. på ejendomsengagementer.

Mernedskrivningerne skal blandt andet ses i lyset af, at banken har en høj andel af udlån til landbrug, som pr. 30. september 2012 udgjorde 18,9 pct. af de samlede udlån. Ved seneste undersøgelse i 2011 blev der ligeledes fundet betydelige mernedskrivninger i dette segment. De yderligere mernedskrivninger på landbrug skyldes dels forværrede resultater og dels svagere likviditet for særligt kvæglandbrug. For kvægbrug har resultaterne i 2012 generelt været meget svage og endnu svagere end i 2011 bl.a. som følge af stigende foderpriser og svagt aftagende mælkepriser. Banken har fortsat engagementer, hvor banken har været nødt til at tilføre likviditet, og hvor de likviditetsmæssige udfordringer ikke er forbigående.

Mernedskrivningerne skal ligeledes ses i lyset af, at banken har en høj andel af udlån til ejendomsengagementer, som pr. 30. september 2012 udgjorde 19,8 pct. af de samlede udlån. Finanstilsynet vurderede på undersøgelsen et yderligere nedskrivningsbehov på ejendomsengagementerne. Dette afspejler dels et svagt ejendomsmarked særligt uden for de største byer med højere afkastkrav til følge, og dels at banken ikke fuldt havde indarbejdet de nye nedskrivningsregler for fast ejendom, der trådte i kraft medio 2012. Værdien af flere ejendomme er endvidere præget af negativ udvikling i drift og nedregulering af leje samt fortsatte problemer med tomgang.

Finanstilsynet kunne endvidere konstatere, at banken havde fulgt op på Finanstilsynets påbud fra 2011, herunder fx i forhold til identifikation af OIV samt bedre procedure for vurdering og indhentning af panter.

Banken fik en påtale for en procedurefejl i forbindelse med førtidsindfrielse af ansvarlig lånekapital.

Banken opgjorde solvensbehovet pr. 30. september 2012 til 11,1 pct. Banken har efter mernedskrivningerne opgjort det individuelle solvensbehov pr. 31. december 2012 til 9,7 pct. Opgørelsen er foretaget efter 8+ modellen. Finanstilsynet vurderede på baggrund af undersøgelsen, at dette solvensbehov ikke var tilstrækkeligt til afdækning af bankens risici. Banken har efterfølgende ændret solvensbehovet til 10,0 pct. Finanstilsynet finder dette dækkende. Bankens faktiske solvensprocent pr. 31. december 2012 er opgjort til 11,4 pct.

Banken har herefter en relativ lav solvensmæssig overdækning og en relativ lav egenkapitalandel i basiskapitalen. Banken har dog en god basisindtjening, der kan absorbere nedskrivninger.

 

Senest opdateret 01-02-2013