Redegørelse om inspektion i Hids Herreds Brandforsikring G/S

10-07-2013

 

Indledning

Finanstilsynet var i juni 2013 på ordinær inspektion hos Hids Herreds Brandforsikring G/S (”Hids Herred”).

På inspektionen blev selskabets væsentlige områder gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der bliver lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko. Inspektionen omfattede bl.a. selskabets forretningsmodel, ledelsesstruktur, forsikringsforretning, outsourcing, genforsikring, kapitalforhold, opgørelse af det individuelle solvensbehov og revision.

Sammenfatning og risikovurdering

Hids Herred tilbyder forsikring mod løsørebrand for private og mindre erhvervsdrivende. Selskabet tegner co-assurance med Lokal Forsikring G/S. Selskabet har eksisteret siden 1871 og har ca. 400 medlemmer.

Selskabet har en enkel forretningsmodel og forventer ikke at vokse. Der foretages ingen markedsføring af selskabet.

I forbindelse med inspektionen fandt Finanstilsynet, at selskabet havde outsourcet visse væsentlige aktiviteter uden at have skriftlige retningslinjer herfor. Finanstilsynet har derfor påbudt selskabet at fastsætte skriftlige retningslinjer for indgåelse af aftaler om outsourcing af væsentlige aktivitetsområder.

Finanstilsynet har givet selskabet en risikooplysning om, at der på baggrund af aldersfordelingen i selskabets ledelse bør fokuseres på selskabets fremtid/generationsskifte.

Selskabet har med udgangen af 2012 opgjort sit individuelle solvensbehov til 6.924 mio. kr., mens basiskapitalen er opgjort til 18.374 mio. kr. Kravet til basiskapitalens størrelse er opgjort til 12.900 mio. kr.  Dette medfører at selskabets overdækning i forhold til kapitalkravet er på 1,4.

Selskabet bliver ikke omfattet af det kommende Solvens II-regelsæt.

 

 

Senest opdateret 10-07-2013