Indledning
Finanstilsynet var i december 2013 og januar 2014 på inspektion i Basisbank A/S.
Inspektionen var en funktionsundersøgelse, hvor bankens væsentlige risikoområder blev gennemgået. Finanstilsynet gennemgik bl.a. ledelsesområdet, kreditområdet og bankens kapitalforhold.
Sammenfatning og risikovurdering
Banken har siden februar 2013 været underlagt dispositionsbegrænsende påbud, som følge af at bankens faktiske solvens er lavere end bankens solvensbehov. Siden den seneste undersøgelse har banken fået en ny forretningsmodel, en ny direktion, samt en ny ejer- og kapitalstruktur.
Banken vil tilbyde forbrugskreditter til danske og svenske forbrugere, og erhvervsporteføljen forsøges fortsat afviklet. Banken ønsker stadig at være en internetbank.
Finanstilsynet gennemgik på undersøgelsen bankens 38 største engagementer, alle større end 2 pct. af basiskapitalen, samt en stikprøve på 49 engagementer i intervallet 250.000 kr. – 3,6 mio. kr., i alt svarende til ca. 36 pct. af de samlede udlån. Derudover blev 15 engagementer fra forbrugskredit-porteføljen gennemgået med henblik på at vurdere bankens regnskabsmæssige behandling af disse engagementer.
Blandt de 38 største engagementer, der for de flestes vedkommende var engagementer med relation til ejendomsbranchen, var der objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) i 16 engagementer, svarende til 38 pct. målt på volumen. Det er fortsat Finanstilsynets vurdering, at boniteten af bankens største engagementer er under gennemsnittet for gruppe 3 institutter.
Finanstilsynet fandt endvidere behov for yderligere nedskrivninger for ca. 2,3 mio. kr.
Banken fik herudover enkelte påbud på ledelsesområdet og kreditområdet, herunder et påbud om at ledelsen i højere grad skal forholde sig til indholdet i risikorapporteringen. Banken fik endvidere en påtale for, at et sponsorat ikke var blevet forelagt og godkendt af bestyrelsen.
Bankens indberettede solvensbehov pr. ultimo december 2013 var 11,0 pct. Finanstilsynet fandt at bankens solvensbehov mindst skulle opgøres til 11,2 pct. Den faktiske solvens er ultimo 2013 opgjort til 9,4 pct. og er fortsat under bankens solvensbehov. Bankens overdækning i forhold til det egentlige kernekapitalkrav i CRDIV er yderst begrænset. Banken er således fortsat under genopretning. Banken fik som følge heraf en risikooplysning vedrørende bankens pressede kapitalforhold samt påbud om at indsende en ny genopretningsplan til Finanstilsynet.
Banken fik en risikooplysning om, at den har for mange store engagementer i forhold til tilsynsdiamantens pejlemærker. Andelen af store engagementer er opgjort til 166,4 pct. af basiskapitalen, hvor tilsynsdiamantens pejlemærke er 125 pct.