Indledning
Finanstilsynet var i oktober-november 2013 på inspektion i Topdanmark Livsforsikring A/S (herefter Topdanmark Liv).
Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor alle selskabets væsentlige områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der bliver lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko.
Finanstilsynet gennemgik på inspektionen selskabets forretningsmodel og den valgte risikoprofil. Gennemgangen tog udgangspunkt i bestyrelsens politikker og retningslinjer, som fastsætter risikoappetitten på investerings- og forsikringsområdet. Derudover gennemgik Finanstilsynet virksomhedens dokumentation for opgørelsen af det individuelle solvensbehov, herunder identifikation og kvantificering af risici, valg af metode samt kapitalplan og kapitalnødplan.
I forbindelse med en samlet temaundersøgelse på aflønningsområdet gennemgik Finanstilsynet endvidere selskabets proces for identifikation af væsentlige risikotagere.
Sammenfatning og risikovurdering
Topdanmark Liv indgår i Topdanmark-koncernen og er 100 pct. ejet af Topdanmark Forsikring A/S. Topdanmark Liv er henset til deres hensættelser et af Danmarks mindre livs- og pensionsforsikringsselskaber.
Bestanden af traditionel livsforsikring med opsparing i form af garanterede gennemsnitsrenteprodukter udgør med ca. 80 pct. størstedelen af forpligtelserne. Topdanmark Livs gennemsnitlige grundlagsrente på gennemsnitsrenteproduktet var ultimo 2012 ca. 2,5 pct., hvilket er marginalt lavere end gennemsnittet af sammenlignelige selskaber. Præmieindbetalingerne er ultimo 2013 fordelt med ca. 40 pct. til gennemsnitsrenteprodukter og ca. 60 pct. til markedsrenteprodukter. Størstedelen af Topdanmark Livs nye kunder vælger et markedsrenteprodukt.
Selskabet tilbyder ikke på nuværende tidspunkt omvalg til et markedsrenteprodukt, ligesom selskabet heller ikke tidligere har tilbudt omvalg.
Selskabets afkast på gennemsnitsrenteproduktet ligger over en 5-årig periode højere end sammenlignelige selskaber.
Selskabets gennemsnitlige omkostninger ligger over en 5-årig periode højere end sammenlignelige selskaber.
Finanstilsynet har konstateret, at Topdanmark Liv ikke drives som en selvstændig juridisk enhed ved fastlæggelsen af selskabets risikoprofil. Finanstilsynet gav i den forbindelse selskabet en risikooplysning som følge af, at selskabets fastlæggelse af risikoprofilen er sket ud fra en koncernbetragtning, hvoraf det ikke klart fremgår, hvad der er gældende for Topdanmark Liv.
På dele af investeringsområdet har Finanstilsynet konstateret, at der ikke er fastsat tilstrækkelige rammer til direktionen, der entydigt definerer selskabets ønskede risikoprofil. Finanstilsynet har derfor givet selskabet påbud om, at bestyrelsen skal fastlægge risikoprofilen, bl.a. det ønskede risikoniveau for selskabets markedsrenteprodukter. Bestyrelsen skal samtidig sikre, at selskabet har en klar organisatorisk struktur og ansvarsfordeling på investeringsområdet.
På investeringsområdet har Finanstilsynet endvidere givet en risikooplysning som følge af, at selskabet på flere områder har rammer, der tager udgangspunkt i værdien på købstidspunktet. Derudover har Finanstilsynet givet et påbud om, at der skal ske rapportering til bestyrelsen på samtlige fastsatte rammer, samt et påbud om, at selskabets outsourcingkontrakt skal leve op til outsourcingbekendtgørelsen.
På forsikringsområdet skal selskabet sikre, at selskabets tekniske grundlag på alle områder er betryggende. Således fik selskabet et påbud om, at systematiske underskud ikke må dækkes af forsikringstagerne, samt et påbud om, at forhøjelser af ydelser for opsparet bonus skal ske på et betryggende grundlag.
Finanstilsynets vurderer efter gennemgang af selskabets fordeling af realiserede resultater for gennemsnitsrenteprodukterne, at de anvendte kontributionsgrupper fører til en rimelig behandling af forsikringstagerne. Det er ligeledes Finanstilsynets vurdering, at den anvendte prissætning af risikodækningerne for markedsrenteprodukter fører til en rimelig behandling af forsikringstagerne.
Finanstilsynet har gennemgået selskabets forsikringsmæssige hensættelser, og vurderer, at de samlet set er tilstrækkelige.
På baggrund af, at selskabets risikoprofil ikke er entydigt fastlagt, har Finanstilsynet givet en risikooplysning, da der er en risiko for, at samtlige væsentlige risikotagere ikke er udpeget af selskabet.
Det gældende kapitalkrav for Topdanmark Liv var ultimo 2013 solvenskravet, som udgjorde ca. 1,1 mia. kr. mod en basiskapital på ca. 3,7 mia. kr., svarende til en solvensdækning på ca. 3,4. Finanstilsynet vurderer, at selskabet har tilstrækkelig kapital i forhold til de nye kapitalregler, der trådte i kraft 1. januar 2014.