Indledning
Finanstilsynet var fra september 2014 til november 2014 på inspektion i Lægernes Pensionskasse.
På inspektionen blev pensionskassens væsentlige områder gennemgået med fokus på forretningsmodellen og med størst vægt på de områder, der har den største risiko. Inspektionen omfattede bl.a. pensionskassens ledelse og organisation, forsikringsforretning, investeringer, kapitalforhold, opgørelse af det individuelle solvensbehov og outsourcing.
Sammenfatning og risikovurdering
Pensionskassen administrerer pensionsordninger for omkring 39.000 medlemmer. Alle medlemmer har gennemsnitsrenteprodukter med ret til bonus, hvor hovedparten er tegnet med betinget garanti og på betryggende grundlag.
På investeringsområdet vurderede Finanstilsynet, at pensionskassens retningslinjer i forhold til investeringer i obligationer var få og relativt overordnede. På denne baggrund gav Finanstilsynet en risikooplysning om, at bestyrelsen bør sikre, at der i forhold til allokeringsrammerne for obligationer i højere omfang bliver fastsat spredningskrav på tværs af modparter, lande, regioner og sektorer. Dette uanset at bestyrelsen tager stilling til hvert enkelt forvaltermandat.
Finanstilsynet konstaterede endvidere, at Lægernes Pensionskasse har en målsætning om at øge andelen af alternative investeringer fra omkring 10 pct. til omkring 20 pct. Finanstilsynet gav derfor pensionskassen en risikooplysning om, at dette kræver fortsat løbende fokus fra bestyrelse og direktion for at sikre et korrekt og tilstrækkeligt beslutningsgrundlag, viden om værdiansættelse af de alternative investeringer, tilfredsstillende risikojusteret afkast, samt at risikostyringen foretages på et betryggende grundlag.
Endelig konstaterede Finanstilsynet, at pensionskassen ved fastlæggelsen af betalingen for egenkapitalens risiko (risikoforrentning) forud for 2014 ikke tog højde for, at reglerne for at håndtere tab ved opgørelse af det individuelle solvensbehov blev ændret med virkning fra 2014. De ændrede regler har betydning for pensionskassens insolvenssandsynlighed, som pensionskassen begrunder niveauet af risikoforrentningen med.
Finanstilsynet anmodede derfor pensionskassen om at redegøre for baggrunden for, at den ikke har inddraget de ændrede regler, og at redegøre for, om den opkrævede betaling har givet anledning til væsentlig omfordeling mellem forsikringstagere og egenkapital.
Pensionskassen har 2. kvartal 2014 opgjort kapitalkravet til 2,4 mia. kr. og det individuelle solvensbehov til 1,6 mia. kr. Dette svarer til en solvensdækning på 3,3.