Redegørelse om undersøgelse af udlån til landbrug i Jutlander Bank A/S

29-01-2015

 

Indledning

Finanstilsynet har foretaget en kreditgennemgang af udvalgte udlån til landbrugskunder i Jutlander Bank A/S. Gennemgangen er en del af en tværgående kreditundersøgelse af landbrugsområdet i en række pengeinstitutter med høj udlånseksponering mod landbruget og som samtidigt ikke for nyligt har haft inspektionsbesøg. Undersøgelsen er foretaget henover 2014 uden inspektion på stedet, dvs. som en ”off-site” undersøgelse.

Sammenfatning og risikovurdering

Finanstilsynet gennemgik 25 udlån til landbrug fra den oprindelige Sparekassen Himmerland A/S, herunder de ti største landbrugsudlån uden nedskrivning til mælkeproducenter, de fem største landbrugsudlån uden nedskrivning til svineproducenter og de ti største landbrugsudlån med nedskrivning.

Finanstilsynet konstaterede, at banken ved opgørelsen af egenkapital for landbrugskunder med animalsk produktion i et vist omfang medregnede værdien af andre bygninger, som er en forudsætning for en almindelig udnyttelse af staldanlæg, f.eks. siloer, halmlader, maskinhuse og kornlader. Dette medførte i sammenhæng med værdiansættelsen af staldanlæg i flere tilfælde en for høj samlet værdiansættelse. Banken fik en påtale for dette forhold.

Banken har taget højde for Finanstilsynets observationer og har tilrettet sin håndtering af landbrugsudlån derefter. Banken har beregnet et øget nedskrivningsbehov på ca. 6 mio. kr. for bankens samlede landbrugsportefølje, som er udgiftsført i 3. kvartal 2014. Kreditgennemgangen har ikke medført en forøgelse af bankens solvensbehov.

 

Senest opdateret 29-01-2015