Redegørelse om inspektion i ETU Forsikring A/S

22-02-2016

Indledning

Finanstilsynet var i oktober 2015 på inspektion i ETU Forsikring A/S.

På inspektionen blev selskabets væsentlige områder gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der blev lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko. Inspektionen omfattede bl.a. selskabets forretningsmodel, risikopåtagelse og reassurance, de forsikringsmæssige forpligtelser og investeringsprofilen samt det individuelle solvensbehov og kapital.

Sammenfatning og risikovurdering

Selskabet tegner direkte skadesforsikring i hele Danmark via egne agenter og eksterne agenturer. Kundegruppen består af private og mindre erhvervsvirksomheder. Motorporteføljen er selskabets største portefølje og udgør 59 pct., mens privat-, ulykke- og erhvervsporteføljerne udgør henholdsvis 24 pct., 11 pct. og 6 pct.

Ved gennemgang af selskabets reassuranceaftaler konstaterede Finanstilsynet, at selskabets retningslinjer herfor ikke angav sikkerhedskrav til reassurandørerne på alle forsikringstyper, hvorfor selskabet fik påbud om at bringe forholdet i orden.

Skadebehandlingen udføres af selskabets egne medarbejdere. Erstatningshensættelserne beregnes og følges løbende af selskabet. Finanstilsynet har ingen bemærkninger til hverken den metode, som selskabet anvender til beregning af sine forsikringsforpligtelser eller til størrelsen af disse. 

Ejendomme udgør en stor del af de aktiver, der dækker de skader, som endnu ikke er færdigbehandlet. Ejendommene er imidlertid karakteriseret ved at svinge mere i værdi end forsikringsforpligtelserne. Derfor har selskabet fået et påbud om at redegøre for, at forsikringstagernes interesser er sikret under alternative forløb af såvel skadeudbetalinger som salg af ejendomsprojekter.

Fremadrettet skal selskabet også være særlig opmærksom på dette forhold, når det påtager sig forsikringsrisici og tilrettelægger sin investeringsstrategi.

Finanstilsynet gennemgik selskabets beregning af det individuelle solvensbehov samt opgørelse af basiskapitalen. Tilsynet havde ingen bemærkninger til hverken selskabets beregning af det individuelle solvensbehov eller til opgørelsen af basiskapitalen.

Kapitalplanen baseres på budgetter for en 4-årig periode. Kapitalnødplanen indeholder operationelle tærskler og tiltag, hvis kapitalplanens forudsætninger brister.

ETU Forsikrings kapitalkrav var ved udgangen af 3. kvartal 2015 på 27,6 mio. kr., mens selskabet opgjorde sit individuelle solvensbehov til 46,8 mio. kr. Basiskapitalen er opgjort til 53,5 mio. kr. Selskabets basiskapital i forhold til dets individuelle solvensbehov er således på 114 pct.

Senest opdateret 22-02-2016