Sammenfatning og risikovurdering
Dragsholm Sparekasses forretningsmodel er at modtage indlån og yde udlån samt at investere sine indlån i noterede værdipapirer. Sparekassens kunder er hovedsageligt private og mindre erhvervsdrivende i Nordvestsjælland samt Kalundborg, Holbæk og Slagelse, som sparekassen anser som værende sit primære geografiske forretningsområde.
Sparekassen har kun enkelte store udlån (udlån over 10 pct. af kapitalgrundlaget), og er ikke kraftigt eksponeret inden for særlige erhvervsbrancher.
Sparekassen er kendetegnet ved en stor likviditetsmæssig overdækning, blandt andet på grund af et indlånsoverskud på 234 pct. i forhold til sparekassens udlån.
Udlån udgør kun en beskeden andel af sparekassens balance, og udlånet har igennem de senere år været faldende. Sparekassen har i stedet en stor beholdning af realkreditobligationer med en relativt beskeden forrentning og en høj renterisiko. Sparekassen havde således både pr. halvåret og ultimo 3. kvartal 2015 den højeste renterisiko af alle danske pengeinstitutter.
Sparekassens resultater har blandt andet som følge af de beskedne renteindtægter på obligationsbeholdningen endvidere været beskedne eller negative de seneste 5 år, hvilket har medført et fald i kapitalgrundlaget.
Sparekassen modtog derfor en risikooplysning om, at den høje renterisiko bevirker, at selv mindre renteændringer vil kunne få væsentlig indvirkning på sparekassens resultater og kapitalgrundlag.
Sparekassen modtog endvidere enkelte påbud om forbedring af bestyrelsens arbejde samt påbud om tilretning og etablering af nødvendige forretningsgange på kreditområdet – herunder i forhold til værdiansættelse af sikkerheder. Sparekassen modtog endeligt påbud om udbedring af mangler i beskrivelsen af markedsrisikopolitikken og direktionsinstruksen på markedsrisikoområdet samt påbud om tilretning af sparekassens skriftlige retningslinjer på likviditetsområdet, så sparekassen sikrer overholdelse af alle gældende lovkrav til likviditeten.
Finanstilsynet gennemgik de 33 største udlån, svarende til alle udlån over 2 pct. af sparekassens kapitalgrundlag. Der blev i alt gennemgået udlån for 207 mio. kr., svarende til 38 pct. af den samlede udlånsmasse.
Sparekassen havde blandt de gennemgåede udlån en enkelt kunde med nedskrivning. Finanstilsynet fandt ikke yderligere nedskrivninger. Til gengæld havde 52 pct. af de gennemgåede kunder svaghedstegn, hvorfor sparekassen har en høj andel af kunder over 2 pct. af kapitalgrundlaget med svaghedstegn. Ingen af kunderne havde dog væsentlige svaghedstegn.
Sparekassen havde ultimo juni 2015 opgjort sit individuelle solvensbehov til 15 pct., mens den faktiske solvens var opgjort til 21,5 pct. Finanstilsynet vurderer på baggrund af undersøgelsen, at solvensbehovet er tilstrækkeligt til at dække sparekassens risici.