Påtale til Topdanmark A/S for manglende indberetning ved offentliggørelse af intern viden

03-01-2018

Finanstilsynet påtaler den 3. januar 2018, at Topdanmark A/S ikke har indberettet oplysninger til Finanstilsynet som påkrævet efter § 25 i lov om kapitalmarkeder (tidligere § 27 a, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v.).

Den 4. oktober 2017, offentliggjorde Topdanmark A/S en selskabsmeddelelse med overskriften: ”Christian Sagild stopper som administrerende direktør i Topdanmark ved årsskiftet”. Selskabsmeddelelsen er indsendt til Nasdaq under kategorien ”Ændring af ledelse/revision”. Selskabsmeddelelsen er ikke indberettet i Finanstilsynets indberetningssystem (OASM).

En udsteder skal samtidigt med offentliggørelse af intern viden indsende oplysningerne til Finanstilsynet, der opbevarer oplysningerne, jf. i § 24 i lov om kapitalmarkeder (tidligere § 27 a, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.) og § 25 i lov om kapitalmarkeder (tidligere § 27 a, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v.)

Selskabsmeddelelsen blev ikke rettidigt indberettet i Finanstilsynets indberetningssystem. Finanstilsynet vurderer, at Topdanmark A/S ikke har overholdt pligten til at indsende oplysninger til Finanstilsynet.

Senest opdateret 03-01-2018