Redegørelse om inspektion i Danske Fiskeres Forsikring G/S

13-06-2018

Finanstilsynet var i maj 2017 på inspektion i Danske Fiskeres Forsikring G/S. På inspektionen blev de væsentlige områder gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering. Inspektionen omfattede bl.a. selskabets forretningsmodel, outsourcing, genforsikring, hensættelser, investeringsområdet, registrerede aktiver, solvensopgørelse, kapitalgrundlag, kapitalplan, kapitalnødplan, bestyrelsens arbejde og ledelsessystemet.

Sammenfatning og risikovurdering

Danske Fiskeres Forsikring G/S er et gruppe 2-forsikringsselskab, hvis medlemmer er danske erhvervsfiskere. Selskabet tegner ulykkesforsikringer, herunder arbejdsskade, samt kaskoforsikring for fartøjer. 

Selskabet tegner ikke selv ansvarsforsikringer, men tegner kollektivt ansvar på vegne af forsikringstagerne hos et andet selskab. Danske Fiskeres Forsikring G/S modtog et påbud for at undlade at gøre forsikringstagerne opmærksomme på hvilket selskab, der er risikobærer på kollektivt ansvar.

Finanstilsynet gav selskabet en påtale for ikke at have overholdt outsourcing-reglerne i forbindelse med udarbejdelse af tariffer.

Selskabet modtog et påbud om at opdatere sit grundlag for den observerede dødelighed, da selskabet ikke havde redegjort for, at det er korrekt at anvende G82 grundlaget (levetidstabeller fra 1982) i forbindelse med opgørelsen af erstatningshensættelser til arbejdsskader. Selskabet modtog desuden et påbud for ikke at tage hensyn til levetidsforbedringer i dets model til opgørelse af erstatningshensættelser i forbindelse med arbejdsskader. Selskabet er i forbindelse med årsrapporten for 2017 overgået til at anvende Finanstilsynets benchmark for dødelighed og levetidsforbedringer ved opgørelsen af erstatningshensættelserne.

Finanstilsynet fandt ved gennemgangen af investeringsområdet mangler i forbindelse med selskabets anvendelse af risikomål og investeringsrammer. Selskabet fik påbud om at indføre og anvende et operationelt risikomål i selskabets investeringspolitik samt at udforme entydige investeringsrammer. Selskabet fik også påbud om at sikre fyldestgørende rapportering på investeringsområdet.

Selskabet fik påbud om at opdatere sine retningslinjer for de registrerede aktiver, så det fremgår hvem i regnskabsafdelingen, der kontrollerer registeret.

I forbindelse med gennemgangen af selskabets opgørelse af det individuelle solvensbehov fandt Finanstilsynet, at selskabets opgjorte markedsrisici var for lave. Selskabet fik påbud om at sikre, at det individuelle solvensbehov er opgjort, så det med 99,5 pct. sandsynlighed er tilstrækkeligt til at dække selskabets risiko inden for en 12 måneders periode.

Finanstilsynet fandt i forbindelse med gennemgangen af det indsendte materiale fra selskabet, at der gentagne gange blev henvist til forældet lovgivning. Selskabet modtog et påbud om at opdatere samtlige politikker og retningslinjer samt kapitalplan og kapitalnødplan til gældende lovgivning.

På IT-området modtog selskabet påbud om at udarbejde en opdateret IT- sikkerhedspolitik samt en IT-beredskabsplan.

Bestyrelsen har ikke udført nogen selvevaluering siden 2012. Selskabet modtog et påbud om sikre, at bestyrelsen har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici. Selskaber modtog desuden et påbud om at opdatere bestyrelsens forretningsorden.

Selskabet distribuerer fortroligt materiale ved brug af ikke-krypteret mail i forbindelse med bestyrelsesmøder. Det er Finanstilsynets opfattelse, at den anvendte distributionsform ikke er tilstrækkelig sikker. Selskabet blev påbudt at sikre, at selskabets distributionsform kan overholde kravene om betryggende kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger på IT-området.

Selskabet opgjorde solvensdækningen til 280 pct. ved udgangen af 2017.

Senest opdateret 13-06-2018