Koncernregnskabet og årsregnskabet for 2016 er aflagt efter International Financial Reporting Standards som godkendt af EU. Årsrapporten er herudover udarbejdet i overensstemmelse med yderligere danske oplysningskrav til årsrapporter for børsnoterede virksomheder.
Parken Sport & Entertainment A/S har ikke afgivet tilstrækkelige oplysninger om enkelte væsentlige forudsætninger ved måling af virksomhedens investeringsejendomme, jf. IFRS 13, afsnit 91 og IFRS 13, afsnit 93, litra (d), (g) og (h(i)). Helt konkret har virksomheden ikke medtaget tilstrækkelige oplysninger om hjemfaldspligten og de økonomiske konsekvenser, den har for virksomheden, ligesom der mangler tilstrækkelige oplysninger om aktuel og forventet tomgang i investeringsejendommene, herunder oplysninger om hvorfor den fremtidige tomgang vil afvige fra den historiske.
Virksomheden har den 12. marts 2018 offentliggjort årsrapporten for 2017, hvor de manglende oplysninger er medtaget. På den baggrund har styrelsen valgt alene at give virksomheden en påtale.