Finanstilsynet advarer mod Amber, fordi virksomheden udgiver sig for at være et fondsmæglerselskab med tilladelse til at handle CFDs (differenskontrakter) på aktiver som valuta, råvarer, indeks og kryptovaluta. Der er i stedet tale om en klon virksomhed, som udgiver sig for at være en finansiel virksomhed med tilladelse.
Virksomheden henviser på sin hjemmeside til Amber Fondsmæglerselskab A/S, som imidlertid ophørte i 2011 som følge af en fusion med en anden finansiel virksomhed. Det tidligere fondsmæglerselskab havde endvidere tilladelse til i en række øvrige lande at drive fondsmæglervirksomhed. Det må derfor formodes, at navnefællesskabet bliver brugt som markedsføring af Amber.
Amber har telefonnummer +45 78724517.
Selskabet opererer ifølge hjemmesiden ud af Danmark på adressen Strandvejen 163, 2900 Hellerup, Danmark. Det er samme adresse, som det tidligere Amber Fondsmæglerselskab A/S havde.
Finanstilsynet opfordrer til at være agtsom ved handel af finansielle instrumenter, da der er et stigende antal selskaber, der forsøger at svindle.
På Finanstilsynets virksomhedsregister er der oplysninger om, hvilke selskaber der har tilladelse til at tilbyde finansielle tjenesteydelser i Danmark. Finanstilsynets hjemmeside indeholder også information om identificering af svindelvirksomheder, og hvorledes man kan undgå sådanne, under undgå bedrageri.
For English version visit here.