Sammenfatning og risikovurdering
Finanstilsynets vurdering af bankens nedskrivninger og stadieplacering byggede på en gennemgang af udvalgte forretningsgange og af udlån til 109 erhvervskunder og 67 privatkunder. Finanstilsynet tog ved vurderingen også højde for de nedskrivninger i form af ledelsesmæssige skøn, som banken havde foretaget, og som var relevante for de pågældende udlån.
Finanstilsynet vurderede, at nedskrivningerne, inkl. de ledelsesmæssige skøn, samlet set var nødvendige og tilstrækkelige.
Finanstilsynet vurderede også, at bankens retningslinjer for stadieplacering af udlån generelt var betryggende. Banken havde dog placeret nogle udlån i et forkert stadie. Det skyldtes bl.a., at bankens rating i nogle tilfælde ikke afspejlede kundens kreditrisiko.
Finanstilsynet konstaterede flere fejl og mangler i de datalister, banken sendte til brug for Finanstilsynets udvælgelse af udlån. Det betød, at banken flere gange måtte sende nye datalister eller rettelser til disse. Ved en tidligere inspektion af banken i 2019 fik banken påbud om bl.a. at vurdere behovet for forbedringer af datagovernance. Banken er i gang med en udrulning af en plan til forbedringer af datakvaliteten. Inspektionen i 2021 viste, at der stadig er behov for at forbedre datakvaliteten.