Redegørelse om inspektion i ETU Forsikring A/S

13-12-2022

Finanstilsynet var i januar 2022 på ordinær inspektion i ETU Forsikring A/S (herefter selskabet eller ETU).

På inspektionen blev de væsentlige områder gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering. Inspektionen tog udgangspunkt i selskabets indsendte materiale og rapporteringer til Finanstilsynet og havde fokus på ledelsessystemet, selskabets forretningsmodel, outsourcing, hensættelser samt solvens- og kapitalforhold. 

Sammenfatning og risikovurdering

Forretningsmodel
Selskabet tegner forsikringer i Danmark til privatkunder og små og mellemstore erhvervsvirksomheder via egne salgskanaler og agenturer. Selskabet tilbyder også forsikringer via agenturer i England, Sverige, Grækenland og Østrig. 

Ledelsessystemet 
Finanstilsynet vurderede, at selskabets ledelsessystem havde betydelige mangler. Bestyrelsen havde ikke overvåget regnskabsprocessen for 2020 og 2021 tilstrækkeligt, hvilket blandt andet førte til, at selskabet ikke udarbejdede årsrapporterne rettidigt. Bestyrelsen havde endvidere ikke reageret rettidigt på revisors advarsler om væsentlige mangler i regnskabsopgørelsen. 

Bestyrelsens kapitalplanlægning var utilstrækkelig, da selskabet ikke ændrede kapitalplanen på trods af, at selskabets solvens i forbindelse med udarbejdelsen af årsrapporten for 2020 blev markant forværret sammenlignet med forudsætningerne i kapitalplanen.

Bestyrelsen havde ikke sikret, at der var en tilfredsstillende governancestruktur i selskabet. Eksempelvis var hverken compliance- eller risikostyringsfunktionen effektive.  

På baggrund af ovenstående har selskabet modtaget et påbud om at etablere effektive former for virksomhedsstyring.

Endvidere har bestyrelsen fået et påbud om at sikre sig, at bestyrelsesmedlemmerne har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici.

Nøglefunktioner
Compliancefunktionen planlagde ikke sine aktiviteter ud fra en dokumenteret analyse af selskabets eksponering mod compliancerisici. Compliancefunktionen havde desuden i 2020 ikke udført størstedelen af funktionens planlagte opgaver. Finanstilsynet vurderede derfor, at selskabets compliancefunktion ikke var tilstrækkelig effektiv.

Nøglepersonen for compliancefunktionen udførte operationelle opgaver, som compliancefunktionen efterfølgende skulle varetage kontrollen af, hvilket Finanstilsynet vurderede indebar en interessekonflikt, som skulle håndteres. 

Selskabet har fået påbud om at rette op på ovenstående. 

Finanstilsynet vurderede desuden, at selskabets risikostyringsfunktion heller ikke var tilstrækkelig effektiv, da risikostyringsfunktionen gentagne gange ikke havde sikret korrekt opgørelse af solvensdækningen, og da rapporten for risikostyringsfunktionen ikke dokumenterede de risici, der var forbundet med selskabets forretningsmodel. Selskabet har derfor fået påbud om at sikre en effektiv risikostyringsfunktion.

Hensættelser
Finanstilsynet har ikke beregnet selskabets erstatningshensættelser for porteføljen solgt gennem agenturer på grund af et utilstrækkeligt datagrundlag.

Selskabet har derfor fået påbud om at sikre, at de data, der benyttes til beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagtige. 

Selskabets forsikringsmæssige hensættelser var for nogle porteføljer opgjort til nul, hvilket selskabet har fået påbud om at rette op på. 

Finanstilsynet konstaterede, at selskabet kun havde medtaget omkostninger til skadebehandling i selskabets erstatningshensættelser. Selskabet har fået påbud om også at medtage indirekte omkostninger i erstatningshensættelserne. 

Outsourcing
Selskabet har fået påbud, fordi selskabet ikke anså en skadesbehandleraftale som outsourcing af en kritisk og vigtig funktion, og fordi flere af selskabets outsourcingaftaler ikke opfyldte reglerne om outsourcing.  

Solvenskapitalkravet (SCR)
Finanstilsynet konstaterede, at selskabet ikke havde opgjort delmodulerne for aktierisici, modpartsrisici, markedskoncentrationsrisici, valutarisici, sygeforsikringsrisici og skadesforsikringskatastroferisici korrekt. Endvidere havde selskabet ikke opgjort volumenmålet for præmierisikoen korrekt. Selskabet har derfor fået påbud om at ændre metoden for beregning af SCR.

Kapitalplan
Selskabets kapitalplan var udarbejdet i december 2020. Kapitalplanens forudsætninger bristede i løbet af første halvår 2021 som følge af en markant forringelse af solvensforholdene. Selskabet har fået påbud om at beslutte en ny kapitalplan. 

Solvensdækning
Selskabet havde en solvensdækning på 138,7 pct. pr. 30. september 2022.

 

Senest opdateret 13-12-2022