Inpay A/S er et dansk betalingsinstitut med tilladelse efter lov om betalinger med hovedsæde i København. Virksomheden udbyder grænseoverskridende online betalinger og pengeoverførsler for andre virksomheder, herunder finansielle virksomheder. Virksomheden har hovedkontor i København og har desuden salgskontor i UK.
Virksomhedens forretningsmodel består i at facilitere særligt grænseoverskridende betalinger til og fra sine kunder. De grænseoverskridende betalinger har karakter af pengeoverførsler, betalingstransaktioner eller betalingsindløsninger. Virksomhedens kunder består i hovedtræk af kunder inden for online spil, finansielle virksomheder og postale organisationer (Eu-rogiro). Betalingerne sker typisk ved, at en betaler foretager en betaling til virksomhedens konto. Når virksomheden har modtaget betalingen fra betaler, notificeres betalingsmodtageren eller et betalingsinstitut, som typisk befinder sig i et andet land. Herefter foretager virksomheden eller betalingsinstituttet en udbetaling fra virksomhedens eller betalingsinstituttets konto i betalingsmodtagerens land til betalingsmodtager i den valuta og i det land, som er aftalt med betalingsmodtageren.
Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er høj. Finanstilsynets vurdering er bl.a. baseret på virksomhedens produkter og leveringskanaler samt den høje eksponering overfor udenlandske højrisikokunder.
På baggrund af inspektionen er der nogle områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner.
Virksomheden har fået påbud om at sikre, at virksomheden foretager tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer på alle virksomhedens erhvervskunder i Eurogiro segmentet, herunder indhente oplysninger om den eller de reelle ejeres identitet. Virksomheden skal i den forbindelse gennemgå og foretage tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer på samtlige af virksomhedens eksisterende erhvervskunder, herunder indhente oplysninger om den eller de reelle ejeres identitet i de tilfælde, hvor virksomheden måtte mangle dette.
Endvidere har virksomheden fået påbud om at sikre, at virksomheden i tilstrækkeligt omfang vurderer og indhenter viden om erhvervskundernes forretningsforbindelsers formål og tilsigtede beskaffenhed, herunder hvorfor udenlandske kunder med udenlandske reelle ejere, som ikke har tilknytning til Danmark, ønsker at benytte et dansk betalingsinstitut.
Endelig har virksomheden fået en påtale for ikke at have foretaget tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer på en af virksomhedens kunder i forbindelse med onboarding.