Sammenfatning og vurdering
Alka Liv er et dansk livsforsikringsselskab ejet af Tryg Forsikring A/S (Tryg). Selskabet har koncession i Danmark, og har tilladelse til at udbyde livsforsikring på Færøerne.
Alka Liv har ca. 403.000 forsikrede under gruppeliv, mens 64.000 er forsikret under visse kritiske sygdomme. Nogle gruppelivsordninger har både gruppeliv og visse kritiske sygdomme tilknyttet. Selskabet havde i 2021 en samlet præmieindtægt på 337 mio. kr. De samlede udbetalte ydelser udgjorde 181 mio. kr. for 2021.
Selskabets produkter sælges primært gennem kollektive aftaler med fagforbund.
Outsourcing
Finanstilsynet konstaterede, at Alka Liv har outsourcet væsentlige/kritiske aktiviteter, herunder opgaver i forhold til intern revision, risikostyringsfunktionen, dele af aktuarfunktionen, compliancefunktionen og IT til moderselskabet Tryg. Finanstilsynet har ikke fået underretning om denne outsourcing.
Selskabet har derfor fået påbud om at underrette Finanstilsynet i god tid ved ny outsourcing eller ved væsentlige forandringer i outsourcing af kritisk eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter.
Interessekonflikter
Finanstilsynet konstaterede, at nøglepersonen for compliancefunktionen har flere roller i Alka Liv. Finanstilsynet vurderede, at der dermed er en øget risiko for, at nøglepersonens uafhængighed kan anfægtes, og en øget risiko for at der kan opstå interessekonflikter. Selskabet har derfor fået påbud om, at der indføres effektive processer og procedurer til at forhindre interessekonflikter, samt at kilder til potentielle interessekonflikter identificeres.
Complianceplan og compliance’s risikovurdering
Finanstilsynet konstaterede, at compliancefunktionens rapportering til bestyrelsen ikke har været i overensstemmelse med den complianceplan, der gjaldt for det pågældende år. Finanstilsynet konstaterede endvidere, at complianceplanen ikke tager højde for alle relevante områder, herunder compliancetjek af de tre øvrige obligatoriske nøglefunktioner. I forlængelse heraf vurderede Finanstilsynet, at compliancefunktionens risikovurdering, der danner grundlag for complianceplanen, var kortfattet og ikke tog højde for alle risikoområder. Selskabet har derfor fået påbud om, at compliancefunktionen udarbejder en complianceplan, der indeholder funktionens planlagte aktiviteter, og som lever op til kravene til indholdet af en complianceplan.