Opsummering og risikovurdering
DLR har sammenlignet med realkreditsektoren en mere koncentreret udlånsbog og segmenter med højere risici. DLR har en stor eksponering mod landbruget. DLR har også en betydelig eksponering over for mindre erhvervsejendomskunder over hele landet. Det er sektorer, der historisk har vist sig forbundet med højere risiko.
DLR har som udgangspunkt mindre kundekendskab end realkreditinstitutter, der er koncernforbundet med et pengeinstitut, idet disse institutter kan drage nytte af pengeinstituttets viden om fælles kunder. Det er derfor vigtigt, at DLR bruger sit kundekendskab fuldt ud ved placering af kundernes faciliteter i stadier for udviklingen i kreditrisiko.
DLR identificerer væsentligt færre stadie 3 erhvervskunder inkl. landbrug end resten af realkreditsektoren, og nedskrivningsprocenten er på trods heraf alligevel mindre for denne gruppe kunder end i resten af realkreditsektoren.
DLR placerer lånesager med restance i andre stadier end stadie 3, selvom restancen giver anledning til et væsentligt kontraktbrud. Dette medfører en risiko for, at DLR undervurderer kreditrisikoen og ikke nedskriver tilstrækkeligt. DLR har derfor fået påbud om dette[1].
På baggrund af mangler konstateret ved gennemgangen af udlån har DLR desuden fået påbud om at foretage en stikprøve til vurdering af, i hvilket omfang kunder under likvidation pga. koncernselskabers konkurs ikke er default-markeret og placeret i stadie 3, og i hvilket omfang kautionister er blevet tillagt vægt i vurderingen af indikation for kreditforringelse, og hvor kautionisternes forhold ikke er undersøgt og dokumenteret tilstrækkeligt. Manglerne i disse sager kan medføre en risiko for, at DLR undervurderer kreditrisikoen og ikke nedskriver tilstrækkeligt
[1] Jf. bilag 10, pkt. 19-20 og pkt. 37 i bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. med diverse ændringsbekendtgørelser.