Funktionsinspektionen indgik i en temainspektion, hvor også fire andre pengeinstitutter blev undersøgt. Formålet med inspektionen var at undersøge, om banken har dokumenteret, at den opfylder kravene til levering af kvalitetsforbedrende service til investeringskunder, der betaler formidlingsprovision til banken.
Ved inspektionen konstaterede Finanstilsynet, at Nordnet Bank har en proces for evaluering af, hvordan banken efterlever reglerne om kvalitetsforbedrende services. Dokumentationen er dog mangelfuld på en række punkter. Bl.a. har banken ikke dokumenteret vurderingen af værdien af servicetilbuddet til de provisionsbetalende kunder og vurderingen af, om banken leverer services, der er proportionale med formidlingsprovisionen.
Den mangelfulde dokumentation medfører, at banken ikke kan dokumentere, at kunden faktisk modtager kvalitetsforbedrende services for den formidlingsprovision, som kunden betaler, og det indebærer en risiko for, at banken ikke opfylder forpligtelsen til at levere tilstrækkelige kvalitetsforbedrende service til kunden.
Finanstilsynet har derfor påbudt banken at udbygge sine procedure for evaluering af kvalitetsforbedrende services, så det sikres, at banken i tilstrækkeligt omfang registrerer, hvordan provisionen øger kvaliteten af den service, der er leveret til kunden.[1]
[1] Jf. § 8, nr. 2, i bekendtgørelse om tredjepartsbetalinger m.v.