Redegørelse om inspektion i kompasbank a/s

10-04-2025

Finanstilsynet var i november 2024 på inspektion i kompasbank a/s. Inspektionen var en ordinær inspektion, hvor de væsentligste risikoområder blev gennemgået ud fra en risikobaseret tilgang.

Sammenfatning og risikovurdering

Kompasbank fik sin banktilladelse i 2021. Banken har hovedsæde i Vedbæk og har et mindre antal medarbejdere, der arbejder lokalt med kunderådgivning i hele landet.

Bankens oprindelige målgruppe var små- og mellemstore erhvervsvirksomheder (SMV’er) i Danmark, uden at den skulle være daglig bank for kunderne. Banken har efterfølgende udvidet sit markedsområde til også at omfatte udlån i Spanien og indlån i Tyskland. Banken tilbyder ikke privatudlån pt. På indlånssiden tilbyder banken både fast og variabel rente til privat- og erhvervskunder.

Banken modtager en risikooplysning om, at bankens levedygtighed vurderes at være udfordret henset til bankens fortsatte negative indtjening, lave solvensmæssige overdækning og høje NPL-ratio.

Bankens bevillinger foretages udelukkende skriftligt. Bestyrelsen har fået et påbud om at sikre, at væsentlige og komplekse sager bevilges på fysiske møder. Ét medlem af bankens bestyrelse forstår ikke dansk. Idet bankens bevillinger er på dansk, har bestyrelsen fået et påbud om at sikre, at ingen beslutninger kan blive truffet, hvis ikke alle bestyrelsesmedlemmer, så vidt muligt, har givet deres tilkendegivelse. Bestyrelsen har derudover fået et påbud om at sikre, at de gæster, der deltager på bestyrelsesmøderne, bliver inviteret fra gang til gang ud fra en konkret vurdering om behovet for deltagelse.1

Den risikoansvarlige har mange roller i virksomheden, som leder for 15 med-arbejdere fordelt på seks funktionsområder. De mange roller har iboende potentielle interessekonflikter. Bestyrelsen har fået et påbud om at sikre, at den risikoansvarliges mange ansvarsområder fungerer tilfredsstillende set i relation til arbejdsbyrden og de potentielle interessekonflikter mellem ansvarsområderne. Derudover skal banken sikre en fyldestgørende beskrivelse af områderne med potentielle interessekonflikter og sikre fyldestgørende mitigerende tiltag. Banken har ligeledes fået et påbud i forhold til den compliance-ansvarlige, der refererer til den risikoansvarlige, angående en tilstrækkelig identificering af risikoen for interessekonflikter og af kompenserende foranstaltninger.2

Banken har fået tre påbud i forhold til IFRS 9-regnskabsaflæggelsen. Banken skal for det første beregne de forventede livstidstab og derved sikre specifikke antagelser for vandringer mellem ratingklasser samt inkludere justeringer for prognoser om fremtidige økonomiske forhold. Banken skal for det andet etablere en systematisk, dokumenteret proces for validering af de metoder, som den anvender til at opgøre de forventede tab. Banken anvender i dag PD’er for ratingkategorier baseret på offentliggjorte tal fra en SIFI-bank. Valideringen skal være tilstrækkelig, meningsfuld og troværdig og skal omfatte både de kvalitative og kvantitative metoder, som banken anvender, og både dække anvendte data, forklaringsevne, konjunkturegenskaber mm. For det tredje skal banken øge de forventede tab i stadie 1 og 2 med ikke mindre end 10 mio. kr. til dækning af mangler i forhold til IFRS 9 regnskabsreglerne.3

Inspektionen omfattede i alt 104 eksponeringer svarende til ca. 87 pct. af det samlede udlån. I forbindelse med eksponeringsgennemgangen blev klassifikationen på nogle enkelte eksponeringer flyttet til en dårligere risikoklassifikation. Nogle af vandringerne havde banken dog selv identificeret forud for gennemgangen. Gennemgangen gav anledning til nye nedskrivninger på 3,6 mio. kr.

Banken har fået påbud om at sikre en forsvarlig opgørelse af det individuelle solvensbehov og at udbygge argumentationen med relevante analyser, dokumentation og talmæssige forudsætninger, så bestyrelsen har en reel mulighed for at vurdere og kontrollere solvensbehovet.4

Afledt af inspektionen stiger bankens samlede solvensbehov fra 14,3 pct. til 15,2 pct., svarende til 138 mio. kr.

Efter inspektionen har banken en overdækning til solvensbehovet på 68 mio. kr. svarende til 7,5 procentpoint og til NEP-krav plus kapitalbufferkrav på 8 mio. kr. svarende til 1,3 procentpoint.

1 Jf. Ledelsesbekendtgørelsen bilag 6 nr. 19 og 21.

2 Jf. Ledelsesbekendtgørelsen § 11, stk. 1.

3 Jf. Regnskabsbekendtgørelsen § 52 stk. 1, nr. 3, samt bilag 10 nr. 46, stk. 5 samt bilag 10 nr. 53.

4 Jf. Lov om finansiel virksomhed § 124.