Sammenfatning og risikovurdering
Ringkjøbing Landbobank A/S har en todelt forretningsmodel. Banken er en lokal/regionalbank for privat- og erhvervskunder i primært Nord-, Midt- og Vestjylland samt privatkunder i Københavnsområdet. Derudover har banken et landsdækkende nichebankkoncept indenfor udvalgte områder, herunder vedvarende energi, læger og tandlæger, ejendomme og private banking.
Sammenlignet med øvrige gruppe 2-banker er bankens udlånsportefølje på visse områder kendetegnet ved en højere risikoprofil. Banken har en høj andel store eksponeringer, en høj andel erhvervseksponeringer, en høj andel ejendomseksponeringer og en høj andel landbrugseksponeringer. Bankens nichekoncept omfatter – udover de ovennævnte større områder – desuden bl.a. finansiering af pantebrevs- og leasingselskaber, hvor Finanstilsynet vurderer, at der er en høj iboende risiko. Dette øger bankens omdømmerisiko og risikoen for tab. Finansiering af kunderne stiller desuden særlige krav til bankens grundighed ved bevilling samt forretningsgange og processer.
Bestyrelsen skal have fokus på risikoen, der følger af koncentrationen indenfor specielt ejendomssektoren og andre risikofyldte brancher.
En høj iboende risiko bør ligeledes afspejles i en stærk tabskapacitet, dvs. en høj og stabil indtjening og et robust kapitalgrundlag.
Bankens basisindtjening er relativt høj. Dette skyldes primært et lavt omkostningsniveau og ikke en høj indtjening.
Bankens kapitalprocent er den laveste af alle danske pengeinstitutter, og overdækningen er væsentlig lavere end hos de øvrige institutter i gruppe 2.
Bestyrelsen skal være særligt opmærksom på at opretholde indtjening og et tilstrækkeligt kapitalgrundlag, der også kan modstå dårlige tider.
Finanstilsynet finder, at bankens risikoappetit indenfor visse områder er uklart formuleret i kreditpolitikken. En uklar formulering af risikoappetitten kan skabe tvivl om, hvad bestyrelsen reelt ønsker, og banken kan risikere at påtage sig risici, som ligger udover det, der reelt ønskes. Det er derfor vigtigt, at risikoappetitten er tydeligt defineret. Banken har fået påbud om at tilrette styringsdokumenterne[1].
Finanstilsynet gennemgik i alt 145 eksponeringer svarende til omkring 7 pct. af bankens udlån pr. 30. juni 2024. Finanstilsynet var overordnet set enig i bankens risikoklassificering ved gennemgangen.
Finanstilsynet fandt dog flere eksempler blandt privatkunderne på utilstrækkelige analyser af kundens økonomi, mangelfuldt bevillingsgrundlag og manglende overholdelse af dele af forretningsgangene på kreditområdet.
Dele af bestyrelsesmøderne bliver ikke protokolleret, f.eks. bestyrelsens frikvarter og møde med den risikoansvarlige. Banken har fået påbud om sikre en tilstrækkelig protokollering[2].
Solvensbehovet er pr. 30. september 2024 opgjort til 8,9 pct. Finanstilsynet vurderer, at niveauet for nuværende er tilstrækkeligt, men ikke må være lavere.
[1] Ledelsesbekendtgørelsen, § 4, samt bilag 1, nr. 2, litra b.
[2] Lov om finansiel virksomhed, § 74, stk. 3, samt ledelsesbekendtgørelsen, bilag 6, nr. 10.