Redegørelse om undersøgelse af Sampension Livsforsikring A/S vedr. politikker for aktivt ejerskab

11-04-2025

Finanstilsynet igangsatte i oktober 2024 en undersøgelse af Sampension Livsforsikring A/S (herefter ”virksomheden”) som led i en temaundersøgelse om kapitalforvaltere og institutionelle investorers oplysninger om politikker for aktivt ejerskab.

Temaundersøgelsen fokuserer på oplysninger om aktivt ejerskab i virksomhedens bestyrelsesgodkendte politikker og offentliggjorte oplysninger om gennemførelsen heraf i henhold til lov om forsikringsvirksomhed. Undersøgelsen har også fokus på oplysninger om politikker for aktivt ejerskab i virksomhedens yderligere offentliggjorte bæredygtighedsoplysninger i henhold til disclosureforordningen (SFDR).

Det er vigtigt, at oplysninger om aktivt ejerskab er klare og fyldestgørende, så investorer m.fl. kan forstå, hvordan virksomheder udfører aktivt ejerskab og understøtter en omstilling i de selskaber, som de investerer i.

Sammenfatning

Virksomheden har på sin hjemmeside oplysninger om virksomhedens tilgang til aktivt ejerskab. På væsentlige områder finder Finanstilsynet dog, at oplysningerne ikke er tilstrækkelige.

Politikker for aktivt ejerskab

Virksomhedens politik for aktivt ejerskab er generelt meget overordnet og ikke tilstrækkeligt konkretiseret, mens flere af de lovpligtige oplysninger mangler. Det inkluderer oplysninger om, hvordan virksomheden overvåger de selskaber, som der investeres i. Virksomheden offentliggør heller ikke tilstrækkelige oplysninger om, hvordan virksomheden udøver sine stemmerettigheder, eller hvordan virksomheden håndterer faktiske og potentielle interessekonflikter i forbindelse med aktivt ejerskab. Det medfører risiko for, at investorer m.fl. ikke får et oplyst billede af virksomhedens tilgang til aktivt ejerskab.

Virksomheden får derfor påbud om at oplyse fyldestgørende om tilgangen til aktivt ejerskab [1].

PAI-erklæringen

Virksomhedens erklæring om hensyntagen til vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer (PAI-erklæring) lever ikke op til de form- og indholdsmæssige krav, og er generelt mangelfuld. Der er f.eks. ingen beskrivelse af, hvilke foranstaltninger der er truffet eller planlagt for at afbøde identificerede negative indvirkninger. PAI-erklæringen indeholder heller ikke en sammenfatning af virksomhedens politikker for aktivt ejerskab med beskrivelse af de indikatorer for negativ indvirkning på bæredygtighed, som virksomheden tager hensyn til i sit arbejde med aktivt ejerskab. Det medfører risiko for, at investorer ikke får det rette indblik i, hvorvidt og hvordan virksomhedens investeringer negativt påvirker samfundet, og hvilke tiltag virksomheden tager, herunder via aktivt ejerskab, for at nedbringe disse indvirkninger.

Virksomheden får derfor påbud om at oplyse fyldestgørende om, hvordan de tager hensyn til deres investeringsbeslutningers vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer herunder i forbindelse med aktivt ejerskab [2].

[1] § 176, stk. 2, nr. 1, 3 og 6, i lovbekendtgørelse nr. 169 af 16. februar 2025 om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v.

[2] Artikel 4, stk. 2, litra a-c, i SFDR, samt artikel 4, stk. 2, og artikel 8, stk. 1-2, i den delegerede forordning til SFDR ((EU) 2022/1288).