Politianmeldelse af Koncenton A/S for ikke at have handlet i investorernes interesse, for ikke at håndtere interessekonflikter samt for en række yderligere overtrædelser

24-03-2025

Finanstilsynet har den 24. marts 2025 anmodet National enhed for Særlig Kriminalitet om at indlede nærmere politimæssig efterforskning af Koncenton A/S.

Politianmeldelsen vedrører overtrædelse af § 18, stk. 1, nr. 3 og 4, § 23, stk. 1-3, § 27, stk. 1, § 62, stk. 1, nr. 5 og § 64, nr. 3, i lov om alternative investeringsfonde m.v. (FAIF-loven).

Koncenton A/S fik den 18. juni 2024 en række påbud for overtrædelse af FAIF-loven, herunder manglende håndtering af interessekonflikter og varetagelse af egne interesser på bekostning af investorerne.

Finanstilsynet vurderer, at Koncenton A/S ikke har håndteret væsentlige interessekonflikter i relation til beslutninger om gennemførelse af ejendomsprojektet i Koncenton Glostrup Smedeland A/S (KGS) og fastlæggelsen af prisen for ejendommen. Det er Finanstilsynets vurdering, at Koncenton A/S har varetaget egne interesser på bekostning af KGS’ og investorernes interesser. Koncentons søsterselskab har reelt været projektudvikler sammen med en samarbejdspartner. Finanstilsynet vurderer videre, at Koncenton A/S gennem en indgået samarbejdsaftale havde et økonomisk incitament til at sælge ejendommen dyrest muligt til KGS, og at Koncenton A/S ikke har oplyst investorerne klart og tydeligt om interessekonflikten.

Endelig vurderer Finanstilsynet, at Koncenton A/S ikke har oplyst KGS og investorerne korrekt om udviklingen i risici, og heller ikke har oplyst investorerne om og forvaltet en gunstig mulighed for at trække sig fra projektet uden at ifalde en bod.     

Finanstilsynet vurderer samlet, at dette udgør alvorlige overtrædelser af centrale bestemmelser i FAIF-loven og en grov forsømmelse af væsentlige forpligtelser til som FAIF at varetage investorernes interesser, at foretage en korrekt forvaltning og at håndtere interessekonflikter samt at afgive korrekte oplysninger over for investorerne, jf. § 18, stk. 1, nr. 3 og 4, § 23, stk. 1-3, § 27, stk. 1, § 62, stk. 1, nr. 5, og § 64, nr. 3, i FAIF-loven.

Senest opdateret 24-03-2025