Formålet med undersøgelsen er at opnå indsigt i de omkostninger, der er forbundet med optagelse af et realkreditlån, og i hvorledes de enkelte omkostningskomponenter benævnes og beskrives overfor låntager.
Baggrunden for undersøgelsen er den udvikling i handelsmønstret med realkreditobligationer i forhold til det oprindelige forretningsmodel, der er sket over tid. Hvor realkreditinstitutterne oprindeligt udstedte og solgte obligationer i takt med, at der blev indgået låneaftaler, og der skulle udbetales lån, og hvor realkreditinstitutterne som udgangspunkt kunne udbetale de udstedte obligationer til låntagers obligationsdepot, er der i dag etableret et andet handelsmønster, hvor realkreditobligationerne i vid udstrækning handles bilateralt i store samlede positioner med store investorer og som udgangspunkt uden mulighed for, at en låntager kan få udbetalt lånet i obligationer, som låntager så selv kan disponere over fra eget VP-depot.
Finanstilsynet finder, at udviklingen over en længere årrække i måden, som værdipapirhandlen bag realkreditlån foregår på, og som med implementeringen af MiFID II blev definitiv, bør afspejle sig i kommunikationen af omkostningerne forbundet med optagelse af realkreditlån. Finanstilsynet finder således, at det i højere grad med en konkret forklaring bør fremgå af realkreditinstitutternes lånedokumenter, hvordan realkreditlånene finansieres, ligesom dette bør fremgå i beskrivelsen af låneaftalen og dens vilkår. Værdipapirhandlen påvirker låntagers omkostninger, men låntager er ikke part i handlen. Dette bør fremgå af aftaledokumenterne.
Find rapporten her.