Redegørelse om hvidvaskinspektion (transaktionsovervågning) i Handelsbanken, filial af Svenska Handelsbanken AB (publ), Sverige

Finanstilsynet gennemførte i perioden fra oktober til december 2019 en inspektion vedrørende transaktionsovervågning på hvidvaskområdet i Handelsbankens filial i Danmark.

Undersøgelsen blev gennemført af konsulentfirmaet McKinsey & Company (McKinsey) på vegne af Finanstilsynet og var en del af en tværgående undersøgelse af transaktionsovervågning på hvidvaskområdet i et udsnit af større banker i Danmark.

Medarbejdere fra Finanstilsynet deltog i dele af undersøgelsen. Finanstilsynet har på baggrund af den endelige rapportering fra McKinsey udarbejdet en inspektionsrapport, som indeholder de reaktioner, som Finanstilsynet har fundet anledning til på baggrund af observationerne fra inspektionen.

Risikovurdering og sammenfatning

Filialen er en dansk filial af Svenska Handelsbanken AB, et svensk kreditinstitut, der er et af de største pengeinstitutter i Danmark og blandt de største i Norden.

Filialen er geografisk repræsenteret i de større danske byer og kan derfor betragtes som landsdækkende. Filialens forretningsmodel er baseret på traditionelle bankforretninger med en væsentlig koncentration i de større danske byer, herunder særligt i København og omegn. Filialen har fokus på helkunder, såvel private som erhvervskunder og har af denne grund kun en lille andel kunder, som kun aftager ét enkelt produkt. 

Finanstilsynet vurderede i marts 2019, at filialens iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er normal til høj vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark. I vurderingen har Finanstilsynet særligt lagt vægt på filialens mange kunder og udbud af en række forskellige finansielle produkter til brug for både private og erhvervskunder. Finanstilsynet har ikke haft anledning til at ændre denne vurdering.

På baggrund af observationer og konklusioner i McKinsey-rapporten er der tre områder, der giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Finanstilsynet vurderer, at filialen ikke har etableret en overvågning af sine kunder, som i tilstrækkeligt omfang opfylder kravet om, at bankens viden om kunden skal inddrages i og kan anvendes af overvågningssystemet. Filialen får på den baggrund påbud om at sikre, at det IT-baserede overvågningssystem dækker og kan anvende ændringer i kundeadfærd og afvigelser fra filialen kendskab til kunden til generering af alarmer.

Finanstilsynet vurderer også, at filialens forretningsgange vedrørende undersøgelse af alarmer, notering af resultatet af undersøgelsen og underretning til Hvidvasksekretariatet ikke er tilstrækkeligt detaljerede og ikke indeholder tilstrækkelig vejledning. Filialen får på den baggrund påbud om at revidere forretningsgangen for behandling af alarmer, så banken i højere grad sikrer sig mod fejl og inkonsistens i forbindelse med behandling af alarmer.

Finanstilsynet vurderer endelig, at filialen ikke har tilstrækkelige kontroller i forbindelse med undersøgelse af alarmer fra overvågningssystemet. Filialen får på den baggrund påbud om at etablere tilstrækkelige kontroller mod fejl i behandling af alarmer, og mod at medarbejdere kan misbruge deres stilling i forbindelse med behandling af alarmerne.