Danske pengeinstitutter vil fremover skulle indberette solvensopgørelsen ved det europæiske COREP (Common Reporting) indberetningsskema. Det følger af de nye europæiske kapitaldækningsregler.
Hidtil har danske kreditinstitutter indberettet data vedrørende solvens på CS/CK-skemaerne, mens likviditetsdata indberettes på LI-skemaer, og for nogle institutters vedkommende også LCR og NSFR-indberetningsskemaer. Med indførelsen af COREP, bortfalder CS/CK-skemaerne.
De fremtidige indberetningsskemaer er en del af den tekniske standard / forordning, som Kommissionen udstikker. Forordningen er direkte gældende på danske virksomheder. Det fremgår af den tekniske standard, hvilke dele virksomhederne skal udfylde, hvilket afhænger af en række tærskelværdier og virksomhedens aktiviteter.
Forordningen indeholder en instruktion / vejledning til udfyldelse af skemaet. Forordningen inklusivt skema og instruktion er blevet oversat til dansk af EU Kommissionen. Finanstilsynet udarbejder ikke en selvstændig vejledning.