Indberetning som følge af forlængelse og ændring af IFRS 9 overgangsordning for kapitalopgørelse i henhold til CRR

Institutter, der anvender overgangsordning for IFRS 9 i henhold til artikel 473a i EU forordning nr. 2020/873 af 24. juni 2020 om ændring af EU Forordning nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR) skal indberette effekten heraf til Finanstilsynet.

Denne orientering er kun relevant for penge- og realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der har valgt at anvende overgangsordningen for IFRS 9 i artikel 473a i CRR.

EU har vedtaget en forlængelse og ændring af overgangsordningen for IFRS 9 for kapitalopgørelser gældende fra og med den 27. juni 2020. Det giver bl.a. institutterne mulighed for at omgøre deres beslutning vedrørende anvendelse af overgangsordningen.

Se Finanstilsynets orientering om forlængelse og ændring af IFRS 9 overgangsordning den 29. juni 2020.

Institutter, der anvender overgangsordningen, skal indberette specifikationer af beregningerne til Finanstilsynet.

Institutter, der alene anvender den statiske del af overgangsordningen i overensstemmelse med stk. 2 i artikel 473a i CRR skal fortsat indberette via FIONA i skema 1. Skemaerne skal fortsat indberettes en gang årligt, næste gang pr. 31. december 2020.

Institutter, som anvender den dynamiske del af overgangsordningen i overensstemmelse med stk. 1 og stk. 4 i artikel 473a i CRR kan med de seneste ændringer til ordningen ikke anvende de nuværende skemaer i FIONA.

Finanstilsynet forventer, at nye skemaer for institutter, som anvender den dynamiske del af overgangsordningen, vil være klar i løbet af 2. halvår til indberetningen gennem FIONA. Indtil denne tilretning er gennemført, skal institutterne anvende skemaerne i nedenstående Excel-filer.

Alle institutter, der anvender den dynamiske del af overgangsordningen skal indberette i Excel-filer i enten skema 2 eller skema 3.

Skema 2 

Indberettes af institutter, der har valgt at anvende både den statiske del af overgangsordningen, der fremgår af stk. 2 i artikel 473a i CRR (effekt af IFRS 9 ved overgangen primo 2018) og den dynamiske del af overgangsordningen, der fremgår af stk. 1 og stk. 4 i artikel 473a i CRR (effekt af IFRS9 i løbet af overgangsperioden).

Download skema 2

Skema 3

Indberettes af institutter, der alene har valgt at anvende den dynamiske del af overgangsordningen, der fremgår af stk. 1 og stk. 4 i artikel 473a i CRR (effekt af IFRS9 i løbet af overgangsperioden).

Download skema 3

 

Senest opdateret 07-07-2020

Kontakt

Thomas Lynggaard Germann
Specialkonsulent

Værd at vide

Excel-filerne indberettes kvartalsvist, første gang den 11. august 2020 i forbindelse med indberetning af kapitalgrundlag pr. 30. juni 2019.

Excel-filerne fremsendes elektronisk i sikker mail til: finanstilsynet@ftnet.dk, mrk. IFRS 9 Overgangsordning, Att: Hanne Ærholt