Oversigt over krav til investeringsanbefalinger

Her kan du se en oversigt over, hvem der er omfattet af reglerne om investeringsanbefalinger, og hvilke krav der gælder til den konkrete investeringsanbefaling.

Det kan nogle gange være svært at gennemskue, hvem der er omfattet af reglerne om investeringsanbefalinger, og hvilke krav der gælder til den konkrete investeringsanbefaling. Reglerne om investeringsanbefalinger følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014 om markedsmisbrug (markedsmisbrugsforordningen) og Kommissionens delegerede forordning nr. 2016/958.

I skemaerne nedenfor kan du se en oversigt over, hvem der er omfattet, og hvilke krav der gælder. Det afhænger først og fremmest af, om investeringsanbefalingen kan kategoriseres som en direkte eller indirekte investeringsanbefaling, og om investeringsanbefalingen vedrører et finansielt instrument (f.eks. en aktie), eller om investeringsanbefalingen vedrører en udsteder. Dernæst afhænger kravene af, om afsenderen af anbefalingen er professionel, ikke-professionel eller ekspert.

Du kan læse mere om selve klassificeringen af investeringsanbefalinger og afsendere her

 Direkte investeringsanbefaling vedr. finansielt instrument

  Professionelle Eksperter  Ikke-professionelle 
Generelle oplysningskrav   X
 Yderligere oplysningskrav  
 Indirekte investeringsanbefaling vedr. finansielt instrument
  Professionelle  Eksperter  Ikke-professionelle 
 Generelle oplysningskrav    
 Yderligere oplysningskrav    
 Direkte/indirekte investeringsanbefalinger vedr. udsteder
   Professionelle Eksperter Ikke-professionelle
 Generelle oplysningskrav    
Yderligere oplysningskrav     
 

Generelle krav

De generelle krav til investeringsanbefalinger er fastlagt i artikel 2, 3 og 5 i den delegerede forordning. Bestemmelserne fastslår bl.a., at de personer, der udarbejder og udbreder investeringsanbefalinger, skal:

 

  • angive navn, stillingsbetegnelse, ansættelsesforhold, m.v.
  • sikre, at investeringsanbefalingen opfylder følgende krav:
    o der sondres klart mellem faktiske forhold og forhold, der ikke er faktuelle, f.eks. skøn
    o alle væsentlige oplysningskilder er klart og tydeligt angivet
    o alle oplysningskilder er pålidelige, eller det anføres klart, hvis der er tvivl herom
    o alle fremskrivninger, prognoser og kursmål angives klart som sådanne, og de væsentlige antagelser ved udarbejdelsen eller brugen af dem angives
    o dato og tidspunkt for, hvornår udarbejdelsen af anbefalingen er færdiggjort, er markeret klart og tydeligt
  • offentliggøre alle forbindelser og omstændigheder, der med rimelighed kan forventes at forringe anbefalingens objektivitet, herunder interesser eller interessekonflikter (f.eks. egne beholdninger).

Yderligere krav

Professionelle og eksperter skal ud over de generelle krav også overholde kravene i artikel 4 og 6 i den delegerede forordning. De yderligere oplysningskrav er i korte træk:

  • erklæring om, hvorvidt anbefalingen har været forelagt udsteder
  • sammendrag af grundlaget for værdiansættelser/kursmål
  • anvendte modeller
  • redegørelse for betydningen af anbefalingen (køb/sælg/hold, tidshorisont, følsomhedsanalyse)
  • oplysninger om opdateringer til anbefalingen
  • oplysninger om afvigelser fra tidligere anbefalinger
  • liste over alle anbefalinger inden for de seneste 12 måneder
  • oplysninger om nettopositioner i udsteder
  • erklæring om ejerskab på over 5 pct.
  • særlige erklæringer for prisstillere, lead managers, aftaler med udsteder, m.v.
  • yderligere oplysningskrav, der kun gælder for investeringsselskaber og kreditinstitutter, f.eks. beskrivelse af chinese walls og aflønning.

Særligt om udbredelse af investeringsanbefalinger 

Deler du en investeringsanbefaling, som du ikke selv har udarbejdet? Så skal du som udgangspunkt kun oplyse om følgende:

  • din identitet
  • dine interesser eller interessekonflikter vedrørende anbefalingen
  • dato og tidspunkt, hvor du første gang udbredte anbefalingen.

Der kan gælde yderligere krav, hvis du deler et resumé eller uddrag af investeringsanbefalingen, og/eller hvis du ændrer væsentligt i den investeringsanbefaling, som du deler.

Læs nærmere herom i artikel 8-10 i den delegerede forordning.

Formålet med reglerne

Formålet med reglerne om investeringsanbefalinger er at sikre, at modtagerne af en investeringsanbefaling kan stole på, at indholdet er pålideligt og objektivt, og at afsenderen ikke har skjulte interesser eller motiver bag anbefalingen. Hvis investeringsanbefalingen har til formål at manipulere markedet, f.eks. ved at udbrede oplysninger, der giver urigtige eller vildledende signaler om prisen på et finansielt instrument, er der tale om markedsmanipulation. Markedsmanipulation kan straffes med bøde- og/eller fængselsstraf.