Undersøgelse af mindre og mellemstore pengeinstitutters boligudlån i vækstområder

Konkurrencen om boligkunderne har de senere år været stor. Det har vist sig ved, at pengeinstitutterne er mere risikovillige og bevilger lån til kunder med lavt rådighedsbeløb, høj gældsfaktor eller negativ formue.

I lyset af det historisk set meget lave renteniveau og de høje boligpriser kan det på sigt føre til, at boligejere kommer i vanskeligheder og hverken har råd til at blive boende eller sælge. For pengeinstitutterne kan det føre til nedskrivninger på deres udlån.

Finanstilsynet har på den baggrund undersøgt en række mindre og mellemstore pengeinstitutters risikovillighed ved belåning af kunders køb af ejerboliger i vækstområder. Det er sket med udgangspunkt i ”Vejledning om forsigtighed i kreditvurderingen ved belåning af boliger i vækstområder mv.” (vækstvejledningen), der blev udstedt i januar 2016. Vækstområder er defineret som København og omegnskommuner samt Aarhus Kommune. Pengeinstitutterne skal ikke nødvendigvis følge de enkelte punkter i vejledningen, men kan vælge andre former for tiltag for at begrænse risikoen for dem selv og deres kunder. Sådanne tiltag skal begrænse risikoen i lige så høj grad som vejledningens punkter.

Undersøgelsen omfatter 15 institutter fra gruppe 2 og 3, der er udvalgt på baggrund af størrelse, risikoappetit og udlån i vækstområder. Undersøgelsen er baseret på institutternes svar på en række kvalitative og kvantitative spørgsmål:

  • De kvalitative spørgsmål dækker institutternes implementering af vejledningen, deres interne kontrol og krav til rådighedsbeløb.
  • De kvantitative spørgsmål dækker bevilget udlån, udlån til projektboliger, gældsfaktor, negativ formue, belåningsgrad (loan-to-value / LTV), variabelt forrentede lån, lån med afdragsfrihed og nye kunder.

Undersøgelsen er baseret på institutternes oplysninger, og Finanstilsynet har således ikke foretaget en kreditgennemgang af de enkelte udlån eller gennemgået politikker og forretningsgange mv.

De foreløbige konklusioner af undersøgelsen er:

  • Flere af institutterne har en stor andel af kunder med høj gældsfaktor, der ikke vil kunne klare et boligprisfald. I næsten halvdelen af institutterne er det mere end 20 pct. af boligkunder i vækstområder, der har utilstrækkelig formue til at kunne klare vejledningens prisfald på henholdsvis 10 pct. ved en gældsfaktor over 4 og 25 pct. ved en gældsfaktor på over 5.
  • I over halvdelen af institutterne er mere end 15 pct. af udlånet i vækstområder ydet til kunder med negativ formue.
  • Nogle institutter har forøget udlånet i vækstområder væsentligt, selv om det er uden for deres lokalområde
  • I omkring halvdelen af institutterne har boliglånskunder i vækstområder en gennemsnitlig gældsfaktor over 4.
  • Omkring en tredjedel af institutterne har en gennemsnitlig LTV over 0,9 for boliglån i vækstområder.
  • Flere af institutterne har været for langsomme til at stramme deres bevillingsprocesser op i tråd med vækstvejledningen. I en del institutter er der fortsat ikke indført tilstrækkelig kontrol og rapportering på området.

Finanstilsynets foreløbige gennemgang af institutternes besvarelser peger på, at en række institutter fortsat ikke lever op til reglerne på området. Finanstilsynet er ved at følge op på dette og vil iværksætte tilsynsmæssige reaktioner overfor disse institutter.