Redegørelse om inspektion i S.A.C A/S (hvidvaskområdet)

Finanstilsynet var i oktober 2023 på inspektion i S.A.C A/S (virksomheden). Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet. Inspektionen omfattede virksomhedens kundekendskab, herunder risikoklassificering af kunder og skærpede kundekendskabsprocedurer. Inspektionen omfattede desuden virksomhedens overvågning af kunder samt virksomhedens undersøgelse af alarmer og underretninger til Hvidvasksekretariatet. Inspektionen var en opfølgning på en inspektion af hvidvaskområdet den 4. og 5. april 2022.

S.A.C A/S er registreret efter § 48, stk. 1, i hvidvaskloven, idet virksomheden udbyder finansiel leasing. Virksomhedens aktivitet består i at tilbyde erhvervsleasing af varevogne og kassebiler til virksomheder i blandt andet byggebranchen.

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask og finansiering af terrorisme er mellem til høj, vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark. Hvidvasksekretariatet vurderer i Den nationale risikovurdering af hvidvask fra 2022 produktrisikoen på leasing til moderat. Finanstilsynet har i sin vurdering af virksomheden særligt lagt vægt på virksomhedens størrelse og forretningsmodel, idet denne udelukkende fokuserer på at lease køretøjer til virksomheder, herunder i byggebranchen. Virksomheden har på denne baggrund en relativt høj eksponering til kunder forbundet med en højrisikobranche. 

Inspektionen har ikke givet anledning til tilsynsreaktioner.