Dom for insiderhandel

Finanstilsynet politianmeldte tilbage i 2020 en person for insiderhandel. Vedkommende er i september blevet dømt for overtrædelse af artikel 14 i markedsmisbrugsforordningen.

Finanstilsynet politianmeldte i 2020 en person for at have deltaget i insiderhandel. Personen solgte aktier i et børsnoteret selskabet for ca. 2.200.000 kr. på et tidspunkt, hvor der forelå intern viden i selskabet, der, hvis denne viden blev offentliggjort, ville have en mærkbar negativ kurspåvirkende effekt.

Personen havde kort tid før handlen modtaget en e-mail fra selskabet om, at personen var optaget på en insiderliste vedrørende den interne viden. Det var dog uvist, om vedkommende havde læst e-mailen inden salget af aktierne.

Finanstilsynet vurderede, at personen qua sin ansættelse i selskabet og sit kendskab til det, som oplysningerne vedrørte, som minimum burde have vidst, at oplysningerne udgjorde intern viden, og at personen derfor udnyttede denne viden til at sælge aktierne, inden den interne viden blev offentliggjort til markedet. Ved dette salg undgik vedkommende et potentielt tab.

Byretten fandt personen skyldig i uagtsom insiderhandel, ved at personen var kommet i besiddelse af viden, som personen burde have vidst var intern viden, og havde udnyttet denne viden til at sælge sine aktier i selskabet.

Retten fandt det ikke bevist, at personen havde åbnet og læst e-mailen om, at vedkommende var optaget på insiderlisten, før salget blev gennemført. Retten fandt det dog groft uagtsomt, at personen ikke forinden kontrollerede, om vedkommende fremgik af en insiderliste, da dette blot krævede, at personen åbnede sit mailprogram.

Personen blev idømt en bøde på 100.000 kr. og fik konfiskeret 529.530 kr. Retten udtalte, at udgangspunktet for insiderhandel i den pågældende størrelsesorden er ubetinget fængsel. Person blev dog kun fundet skyldig i at have handlet groft uagtsomt, og sagen blev derfor afgjort med bøde.

Anklagemyndigheden har anket dommen til landsretten.

Dette resume er offentliggjort i medfør af § 234, stk. 1, nr. 4, i kapitalmarkedsloven. Resumeet er anonymiseret i medfør af § 239, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, nr. 1, i kapitalmarkedsloven.