Påbud for at handle i strid med god skik - Sampension KP Livsforsikring A/S

Finanstilsynets afgørelse af 21. maj 2013
Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 3

Værd at vide

Afgørelser er typisk påtaler og påbud til virksomhederne. Afgørelser er underlagt forvaltningsloven, som indeholder en række regler om, hvilke pligter de offentlige myndigheder har i forhold til virksomhederne, f.eks. i forbindelse med sagsbehandlingen.

Sampension KP Livsforsikrings forpligtelse efter § 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder

1. Påbud

Det er efter Finanstilsynets opfattelse i strid med § 3 i god skik-bekendtgørelsen at udsende breve med anbefalinger, som modtageren kan opfatte som værende baseret på en konkret individuel vurdering af dennes forhold, hvis der reelt er tale om standardbreve.

Finanstilsynet vurderer på baggrund af de foreliggende oplysninger samt ovenstående princip, at Sampension har udvist en adfærd, der er i strid med § 3 i god skik-bekendtgørelsen. Finanstilsynet påbyder derfor Sampension at sikre, at selskabet fremadrettet ikke udsender breve med anbefalinger, som modtageren kan opfatte som værende baseret på en konkret individuel vurdering af dennes forhold, hvis der ikke er foretaget en sådan vurdering. En individuel konsekvensberegning er i det konkrete tilfælde ikke tilstrækkeligt til at kunne udgøre en personlig og individuel rådgivning.

Finanstilsynet påbyder desuden Sampension fremadrettet at sikre, at oplysninger om bortfald af dækninger, f.eks. af ægtefællepension, har en fremtrædende placering i selskabets breve. Ydermere skal selskabet ved bortfald af dækning vurdere, om dette bortfald kan have betydning for særlige medlemsgrupper og såfremt dette er tilfældet sikre, at der gives en klar anvisning om at søge rådgivning om konsekvenserne ved bortfald af dækning hos selskabet, der skal have beredskab til at yde denne rådgivning.

2. Sagsfremstilling

2.1. Hændelsesforløbet
Et medlem kontaktede Sampension KP Livsforsikring A/S (herefter kaldet Sampension) 31. januar 2008 og søgte om dækning som følge af kritisk sygdom. Dækningen blev tilkendt, hvilket medlemmet fik meddelelse om ved brev af 30. april 2008.

Dækning blev givet på baggrund af medlemmets obligatoriske arbejdsmarkedspensionsordning i Sampension. Der var tale om en kollektiv pensionsordning, som medlemmet var blevet optaget i via sin ansættelse som skolesekretær hos en kommune. Pensionsordningen indeholdt blandt andet en obligatorisk ægtefællepension.

Sampension kontaktede medlemmet den 12. marts 2009 med et tilbud om overgang til en ny pensionsordning – 3 i 1 Livspension – der ikke indeholdt ægtefællepension. (Bilag 1) Brevet, der var personligt rettet til medlemmet, anbefalede, at medlemmet skiftede over til 3 i 1 Livspension. Dette skete med ordene:

  • Vi synes, du skal vælge 3 i 1 Livspension
    SAMPENSION anbefaler dig ud fra en samlet vurdering at vælge den nye ordning. …”

I brevet blev der henvist til en brochure samt et skema med medlemmets personlige tal. Skemaet, som var benævnet ”Dine personlige tal”, indeholdt en opstilling af medlemmets daværende pensionsordning og 3 i 1 Livspension. I skemaet under ”Dødsfald – Månedlig pension til ægtefælle” fremgik det, at medlemmets oprindelige ordning ville udbetale 2.267 kr., mens 3 i 1 Livspension ikke ville udbetale noget. På side 1 i ”Dine personlige tal” fremgik det, at

  • ”… Vi har sammensat 3 i 1 Livspension, så dine dækninger mest muligt ligner dem, du har nu. …” og på side 2 fremgik det endvidere, at

 

  • Ægtefællepensionen bortfalder
    Du har en obligatorisk ægtefællepension i din nuværende ordning. I 3 i 1 Livspension er ægtefællepension valgfri, og vi har derfor valgt ikke at oprette en ægtefællepension i den nye ordning. Værdien fra ægtefællepensionen bruger vi til dine andre pensioner. Ønsker du at få ægtefællepension ved skift til 3 i 1 Livspension, skal du kontakte os inden for den svarfrist, der står i brevet.”

Sampension havde som udgangspunkt valgt ikke at oprette en ægtefællepension i den nye ordning. I brevet blev kunderne opfordret til at rette henvendelse til Sampension, hvis de var i tvivl eller havde spørgsmål vedrørende muligheden for et omvalg til 3 i 1 Livspension. Sampension oplyste, at der fandtes yderligere information på selskabets hjemmeside. Det var endvidere muligt at deltage i informationsmøder eller ringe til en af selskabets pensionsrådgivere.

Den 26. marts 2009 skrev Sampension igen til medlemmet. (Bilag 2) Medlemmet havde på daværende tidspunkt endnu ikke svaret på Sampensions første henvendelse. Sampension skrev i brevet, at det ikke var for sent at vælge 3 i 1 Livspension. Medlemmet opfordredes på ny til at tage stilling til, om medlemmet ønskede at beholde sin daværende ordning eller overgå til 3 i 1 Livspension. Denne gang reagerede medlemmet og valgte at overgå til 3 i 1 Livspension med sin underskrift på en blanket. (Bilag 3) Sampension bekræftede modtagelsen af anmodningen over for medlemmet ved brev af 15. april 2009. (Bilag 4)

Den 17. juli 2009 skrev Sampension til medlemmet og fortalte, at medlemmets nye pensionsordning – 3 i 1 Livspension – var oprettet. (Bilag 5) Sampension havde vedlagt medlemmets nye pensionsregulativ, en police og en forsikringsoversigt. Af forsikringsoversigten fremgik der ikke nogen ægtefællepension. I samme brev blev det oplyst, at der var mulighed for at fortryde omvalget inden for 14 dage. Medlemmet benyttede sig ikke af fortrydelsesretten.

I et brev af 8. december 2010 anmodede medlemmet om at få udbetalt sin alderspension fra 1. januar 2011.

Medlemmet afgik ved døden 31. januar 2011.

2.2. Procesforløbet
Medlemmets ægtefælle indgav i april 2011 en klage til Ankenævnet for Forsikring over Sampensions rådgivning af medlemmet i forbindelse med omvalget til 3 i 1 Livspension. Ankenævnet for Forsikring udtalte i kendelse nr. 80.442 af 12. marts 2012 (Bilag 6), at Sampension efter nævnets opfattelse i fornødent omfang havde orienteret medlemmet om konsekvenserne af ændring af pensionsordningen til 3 i 1 Livspension. Det fremgik således udtrykkeligt af bl.a. det skema, som var vedlagt selskabets brev af 12. marts 2009, at den nye ordning ikke indeholdt ægtefællepension.

Den 2. april 2012 rettede medlemmets ægtefælle henvendelse til Forbrugerombudsmanden vedrørende den efter ægtefællens opfattelse mangelfulde rådgivning af og information til medlemmet i forbindelse med omvalget til 3 i 1 Livspension. (Bilag 7)

Forbrugerombudsmanden rettede den 4. april 2012 henvendelse til Sampension vedrørende henvendelsen fra medlemmets ægtefælle. (Bilag 8) Forbrugerombudsmanden ønskede en redegørelse til brug for en vurdering af om, der var grundlag for at gå ind i sagen. Den 2. maj 2012 (Bilag 9) skrev Sampension til Forbrugerombudsmanden, at det var Sampensions opfattelse, at det var velbegrundet at tilbyde medlemmet omvalg til 3 i 1 Livspension, og at medlemmet var berettiget til selv at vurdere, om 3 i 1 Livspension bedre opfyldte medlemmets pensionsbehov. Sampension anførte endvidere, at det grundlag, der var tilvejebragt for medlemmets beslutning om omvalg, var fuldt ud tilstrækkeligt. Medlemmet blev på en tydelig måde oplyst om konsekvenserne ved omvalg til 3 i 1 Livspension.

Den 9. august 2012 rettede Forbrugerombudsmanden henvendelse til Finanstilsynet med ønske om tilsynets udtalelse i klagesagen vedrørende Sampension.

Forbrugerombudsmanden ønskede Finanstilsynets stillingtagen til, hvorvidt Finanstilsynets afgørelse af 6. december 2006 var til hinder for, at Sampension overholdt sine rådgivningsforpligtelser efter kapitel 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, investeringsforeninger mv. (herefter kaldet god skik-bekendtgørelsen), således at Sampension ved sin anbefaling af 3 i 1 Livspension tog højde for de kunder i kundekategorien, som var i den særlige situation, at de kort forinden havde fået tilkendt erstatning for livstruende sygdom.

Forbrugerombudsmanden ønskede tillige Finanstilsynets stillingtagen til, om der i den finansielle lovgivning var noget til hinder for, at Sampension til kunder, der havde fået erstatning for kritisk sygdom, havde sendt et markedsføringsbrev med tilbud om 3 i 1 Livspension med ægtefællepension inkluderet.

På baggrund af henvendelsen fra Forbrugerombudsmanden besluttede Finanstilsynet at tage sagen op med henblik på at vurdere, om der forelå en overtrædelse af god skik-bekendtgørelsen.

Finanstilsynet rettede ved udgangen af august henvendelse til Sampension vedrørende anmodning om fremsendelse af samtlige bilag og yderligere kommentarer til redegørelsen af 2. maj 2012. I sit brev af 7. september 2012 (bilag 10) fastholdt Sampension, at virksomheden ikke havde tilsidesat sin rådgivningsforpligtelse eller pligt til at iagttage hensynet til medlemmets interesser. Sampension anførte tillige, at det fremsendte materiale om skifte til 3 i 1 Livspension havde en udformning, som skabte et fuldt tilstrækkeligt beslutningsgrundlag, uanset om medlemmet tidligere måtte have fået udbetalt dækning ved kritisk sygdom.

På baggrund af Sampensions fremsendte redegørelse samt det af Forbrugerombudsmanden fremsendte materiale udarbejdede Finanstilsynet et udkast til påtale med henblik på forelæggelse af sagen for Det Finansielle Virksomhedsråd. Udkastet blev sendt i høring hos Sampension.

Finanstilsynet modtog den 8. februar 2013 høringssvar med tilhørende bilag fra Sampension. (Bilag 11).

Heri havde Sampension noteret sig, at Finanstilsynet grundlæggende var enigt i, at Sampensions omvalgsmateriale overholdt kravene i § 7 i god skik-bekendtgørelsen. På et møde den 8. maj 2012 havde Finanstilsynet heller ikke fundet anledning til at påpege at materiale svarende til det udsendte omvalgsmateriale ikke levede op til god skik-bekendtgørelsen og de krav Finanstilsynet opstillede i udkast til påtale af 14. januar 2013.

Sampension havde dernæst påpeget, at det reelle indhold af Finanstilsynets påtale var, at medlemmet skulle have været forsynet med enten et supplerende brev, hvis indhold ville være en gentagelse af indholdet af omvalgsmaterialet eller et brev, hvoraf fremgik et budskab om, at der var risiko for, at medlemmet ville dø i nærmeste fremtid.

I forlængelse af ovenstående påpegede Sampension, at for så vidt brevet ikke blot mekanisk skulle gentage indholdet af omvalgsmaterialet, ville det skulle indeholde et temmelig følsomt budskab af en karakter, som ville gøre brevet uegnet til den bredere medlemsskare. Brevet kunne risikere at skabe en usikkerhed, som kunne afholde medlemmerne fra at foretage i øvrigt hensigtsmæssige tilpasninger af deres pensionsordning.

Sampension anførte tillige, at den påtænkte afgørelse hvilede på forkerte præmisser for så vidt angik ”Kritisk sygdom”. Kritisk sygdom er en fælles betegnelse for en række sygdomme, der bliver dækket af en forsikring. Afgørende for dækning er udelukkende diagnosticering af sygdommen og ikke sygdommens generelle eller konkrete prognose, herunder om den medfører en forhøjet dødelighedsrisiko. Blindhed og døvhed fremhæves af Sampension, som sygdomme der ikke indebærer en forhøjet dødelighedsrisiko.

Afslutningsvist havde Sampension bemærket, at Finanstilsynets påtænkte afgørelse kan betyde uforholdsmæssige store omkostninger i forbindelse med udsendelse af standardmateriale fremover. Desuden ville det også være forbundet med praktiske problemer at udsondre medlemmer med de sygdomme, hvor der er en forhøjet dødelighedsrisiko.

3. Det retlige grundlag

I 2009, hvor Sampension fremsendte tilbud om omvalg til 3 i 1 Livspension til medlemmet, var bekendtgørelse om kontributionsprincippet (herefter kaldet kontributionsbekendtgørelsen) gældende.

Kontributionsprincippet indebærer, at der på baggrund af det beregnede realiserede resultat, skal foretages en beregning af den del af det realiserede resultat, der tilfalder en bestand af forsikringer. Den del af det realiserede resultat, der tilfalder bestanden, skal beregnes således, at bestanden tildeles en andel af det realiserede resultat, som er rimelig i forhold til, hvorledes bestanden har bidraget til resultatet.

Derudover var god skik-bekendtgørelsen samt vejledning til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, investeringsforeninger mv. (herefter kaldet vejledningen) gældende.

§ 3 i god skik-bekendtgørelsen foreskriver, at

”En finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder.”

I vejledningen til god skik-bekendtgørelsens § 3 er der angivet i bemærkningerne, at ”§ 3 stiller krav om, at den finansielle virksomhed skal handle redeligt og loyalt overfor sine kunder. Bestemmelsen er et supplement til § 43 i lov om finansiel virksomhed og pålægger bl.a. de finansielle virksomheder at tilrettelægge deres virksomhed således, at kunden gives mulighed for at træffe sit valg på et velinformeret grundlag.

Reglen om god skik er begrundet i hensynene til forbrugerne, konkurrenterne og andre erhvervsdrivende samt almene samfundsinteresser. Reglen skal sikre, at kunder i finansielle virksomheder kan have tillid til markedet og de finansielle virksomheder. God skik reglerne bidrager således til et velfungerende finansielt marked. Der er tale om en retlig standard, som skal fortolkes i overensstemmelse med de til enhver tid gældende samfundsnormer. …”

4. Vurdering

4.1. Kontributionsprincippets indflydelse på tilbud om omvalg til alle
Den 6. december 2006 traf Finanstilsynet efter forelægges for Det Finansielle Virksomhedsråd en afgørelse, som modificerer kontributionsbekendtgørelsens regler om en rimelig fordeling af et realiseret resultat i forhold til, hvorledes der er bidraget til dette resultat.

Afgørelsen fastslår, at kompensation til kunder ved flytning skal overholde fire punkter i afgørelsen for at være i overensstemmelse med kontributionsbekendtgørelsen og § 21, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed. De fire punkter betyder, at 1) et selskab som udgangspunkt kun kan give en kunde dennes kontributionsmæssige andel af kollektivt bonuspotentiale, 2) ingen enkelt kunde må udsættes for en omfordeling ud over plus/minus 2 pct. af depotet, 3) kontributionsprincippet skal overholdes på selskabsniveau, ikke på koncernniveau og 4) selskabet må ikke tilbyde udvalgte kunder mulighed for at flytte med en kompensation. Alle ensartede forsikringer skal gives tilbud med samme vilkår ved flytning, hvorfor selskabet ikke må bruge af det kollektive bonuspotentiale til at kompensere nogle grupper af kunder og ikke andre.

Den 1. maj 2007 indførte Sampension markedsrenteproduktet 3 i 1 Livspension til brug for nytegninger. Sampension ønskede i den forbindelse også at tilbyde omvalg til det nye produkt til alle de eksisterende kunder.

For at sikre overholdelsen af kontributionsbekendtgørelsen samt imødekomme Finanstilsynets synspunkter i afgørelsen af den 6. december 2006 fremsendte Sampension standardtilbud med ens vilkår til kunder med sammenlignelige pensionsordninger.

Det er Finanstilsynets opfattelse, at kontributionsbekendtgørelsen samt Finanstilsynets afgørelse af den 6. december 2006 ikke var til hinder for, at Sampension kunne have fremsendt et anderledes tilbud om omvalg til 3 i 1 Livspension til medlemmet, hvor ægtefællepension var valgt til.

4.2. God skik reglerne
Spørgsmålet er herefter, om Sampension har overholdt sine forpligtelser i medfør af god skik-bekendtgørelsen.

For det første skal det overvejes, om selve fremtoningen af Sampensions brev af 12. marts 2009 var i strid med § 3 i god skik-bekendtgørelsen.

Det fremgik af Sampensions brev af 12. marts 2009, at Sampension ud fra en samlet vurdering anbefalede medlemmet at vælge den nye ordning – 3 i 1 Livspension. Sampension forventede, at den nye ordning ville give medlemmet mere i pension, fordi 3 i 1 Livspension ville give mulighed for friere investering, som var mere langsigtet, hvilket efter Sampensions opfattelse var til fordel for medlemmet. Af brevets sidste side fremgik det, at Sampension anbefalede medlemmet at vælge 3 i 1 Livspension, men at valget var medlemmets.

Sampensions brev var vedlagt et skema ”Dine personlige tal”, som indeholdt konsekvensberegningerne ved et skift fra medlemmets daværende ordning til 3 i 1 Livspension.

Finanstilsynet er af den opfattelse, at Sampensions brev af 12. marts 2009 var udformet på en måde, der gav modtageren opfattelsen af, at brevet indeholdt en personlig anbefaling og derfor indeholdt en personlig og individuel rådgivning.

Imidlertid finder Finanstilsynet, at Sampensions brev af 12. marts 2009 var et standardbrev, som var del af en masseudsendelse af tilsvarende breve til en større gruppe af Sampensions medlemmer. Sampension havde derfor ikke foretaget en konkret vurdering af det enkelte medlems situation, uanset at selskabets brev fremstod sådan.

Det er Finanstilsynets opfattelse, at det er i strid med § 3 i god skik bekendtgørelsen, at selskaber som led i en masseudsendelse udsender standardbreve, der er udformet på en måde, som giver modtageren indtryk af, at brevet indeholder individuel rådgivning og anbefalinger, der er baseret på en vurdering af modtagerens personlige og individuelle forhold, når dette ikke er tilfældet.

På baggrund heraf finder Finanstilsynet, at Sampension har handlet i strid med ovenstående princip ved at have udsendt standardbreve til medlemmerne, der gav medlemmerne det indtryk, at brevet indeholdt individuel rådgivning og anbefalinger, der var baseret på en vurdering af modtagerens personlige og individuelle forhold.

Finanstilsynet finder ikke, at det forhold, at standardbrevene var vedlagt et skema med individuelle konsekvensberegninger, kan føre til et andet resultat.

Det skal dernæst overvejes om selve indholdet af Sampensions brev af 12. marts 2009 levede op til § 3 i god skik-bekendtgørelsen.

De tilbudte vilkår for 3 i 1 Livspension samt det udsendte materiale i forbindelse med Sampensions brev af 12. marts 2009 angav klart konsekvenserne af omvalget til 3 i 1 Livspension og de dermed forbundne til- og fravalg, hvilket blandet andet skete via sammenligningen i skemaet ”Dine personlige tal”.

I forlængelse af skemaet ”Dine personlige tal” havde Sampension oplyst at ægtefællepensionen bortfaldt, men at medlemmet havde mulighed for at bevare ægtefællepensionsdækningen. Sampension skrev i den forbindelse, at medlemmet skulle rette særskilt henvendelse til Sampension, hvis dækningen ønskedes bevaret.

Det er Finanstilsynets opfattelse, at ethvert bortfald af dækning er et så indgribende og usædvanligt vilkår, at vilkår herom altid bør have en fremtrædende placering i breve, hvor der informeres klart og tydeligt herom.

Da bortfald af dækning er et indgribende og usædvanligt vilkår, har det enkelte selskab en særlig forpligtelse til at vurdere, om dækningsbortfaldet kan have særlig betydning for særlige medlems-/kundegrupper. Har det enkelte selskab konkret viden om, at dette er tilfældet, skal selskabet sikre sig, at der i de udsendte breve foreligger rådgivning eller gives en klar anvisning til disse særlige medlems-/kundegrupper om at søge rådgivning om konsekvenserne ved bortfald af dækning.

Med udgangspunkt i den aktuelle situation er det Finanstilsynets opfattelse, at et pensionsselskab vil kunne leve op til sine særlige forpligtelser, jf. ovenstående. Dette kan ske ved f.eks. at give nedenstående teksteksempel eller noget tilsvarende, som henvender sig til identificerede særlige medlems-/kundegrupper, f.eks. modtagere af dækning ved visse kritiske sygdomme, for hvilke det vurderes, at bortfaldet har særlig betydning. Teksteksemplerne kan - hvis de har en tilstrækkelig fremtrædende placering - fremgå af selskabets standardbreve, som udsendes til en større medlems-/kundegruppe, hvoraf de særlige identificerede medlems-/kundegrupper udgør en delmængde.

  • X-pensionen bortfalder

Vi skal gøre opmærksom på, at vi har vurderet, at en række medlemmer/kunder kan befinde sig i en særlig situation, som kan kræve rådgivning i forhold til bortfaldet af x-pension. Vi har identificeret de(n) særlige medlems-/kundegruppe(r) som værende:

  • XXXX
  • XXXX
  • XXXX
  • Modtagere af dækning ved visse kritiske sygdomme.
  • XXXX
  • XXXX

Hvis du tilhører en af ovenstående særlige medlems-/kundegrupper, kan bortfaldet af x-pension have særlig betydning for dig og den særlige situation, som du eventuelt kan befinde dig i. Før du træffer dit valg, skal vi på det kraftigste opfordre dig til at kontakte en af vores pensionsrådgivere og drøfte konsekvenserne af x-pensionens bortfald for dig.”

Finanstilsynet finder generelt, at det af Sampension fremsendte materiale gav de fleste medlemmer et tilstrækkeligt og oplyst beslutningsgrundlag, som klart oplyste om konsekvenserne ved omvalg til 3 i 1 Livspension, men at det var i strid med § 3 i god skik-bekendtgørelsen, at oplysningen om dækningsbortfald, her af ægtefællepension, først fremgik af side 4 i Sampensions brev af 12. marts 2009, hvilket vurderes ikke at være en fremtrædende og tidlig placering i brevet.

Sampension oplyste tillige på side 1 i oversigten ”Dine personlige tal”, at 3 i 1 Livspension var sammensat, så dækningerne mest muligt lignede de eksisterende. Det er Finanstilsynets opfattelse, at dette ikke var tilfældet, da dækningen vedrørende ægtefællepension ikke var opretholdt i 3 i 1 Livspension.

Det er desuden Finanstilsynets vurdering, at Sampension i den konkrete situation ikke har levet op til selskabets særlige forpligtelse til at undersøge, om der var særlige medlemsgrupper, hvor dækningsbortfaldet havde særlig betydning. Sampension har derfor heller ikke sikret sig, at der enten forelå rådgivning eller en klar anvisning til disse om at søge rådgivning om konsekvenserne ved bortfald af ægtefællepension.

Det skal dog fremhæves, at medlemmerne i Sampensions brev af 12. marts 2009 blev opfordret til at rette henvendelse til Sampension, hvis de var i tvivl om omvalget til 3 i 1 Livspension. Brevet indeholdt et skema med overskriften ”Er du i tvivl, er der hjælp at hente”. Heraf fremgik det, at medlemmet kunne søge information om 3 i 1 Livspension på flere forskellige måder enten via Sampensions hjemmeside, ved deltagelse i informationsmøder eller ved at rette telefonisk henvendelse til Sampension.

Finanstilsynet er af den opfattelse, at Sampensions opfordring ikke er en tilstrækkelig tydelig og klar anvisning til særlige kundegrupper om at søge rådgivning om konsekvenserne ved bortfald af ægtefællepension.

Afslutningsvis finder Finanstilsynet heller ikke, at det forhold, at der var tale om en obligatorisk arbejdsmarkedspension, kan føre til et andet resultat.

Selv om det er kendetegnende for obligatoriske arbejdsmarkedspensionsordninger, at medlemmer ikke kan undlade at indbetale til dem, og at de pensionsselskaber, som administrerer sådanne ordninger, har en forpligtelse til at holde omkostningerne på et lavt niveau samt sikre et tilfredsstillende afkast, er det Finanstilsynets opfattelse, at Sampension burde have givet en klar anvisning til særlige medlemsgrupper om at søge rådgivning om konsekvenserne ved bortfald af ægtefællepension.

Finanstilsynet er af den opfattelse, at Sampensions praktiske udfordringer med at udsondre de særlige medlemsgrupper, hvor dækningsbortfaldet har særlig betydning, ikke vil være forbundet med så store omkostninger, at det ville være i strid med Sampensions forpligtelse til at holde omkostningerne på et lavt niveau. I den aktuelle situation kunne det bl.a. være sket ved konstatering af udbetaling af dækning ved visse kritiske sygdomme.

Finanstilsynet vurderer derfor i den konkrete situation, at omkostningsmæssige betragtninger eller praktiske udfordringer ikke kan begrunde, at det af medlemmet modtagne brev ikke indeholdt rådgivning eller en klar anvisning til medlemmet om at søge rådgivning forud for dennes valg.

5. Konklusion

Det er efter Finanstilsynets opfattelse i strid med § 3 i god skik-bekendtgørelsen at udsende breve med anbefalinger, som modtageren kan opfatte som værende baseret på en konkret individuel vurdering af dennes forhold, hvis der reelt er tale om standardbreve.

Finanstilsynet vurderer på baggrund af de foreliggende oplysninger samt ovenstående princip, at Sampension har udvist en adfærd, der er i strid med § 3 i god skik-bekendtgørelsen. Finanstilsynet påbyder derfor Sampension at sikre, at selskabet fremadrettet ikke udsender breve med anbefalinger, som modtageren kan opfatte som værende baseret på en konkret individuel vurdering af dennes forhold, hvis der ikke er foretaget en sådan vurdering. En individuel konsekvensberegning er i det konkrete tilfælde ikke tilstrækkelig til at kunne udgøre en personlig og individuel rådgivning.

Finanstilsynet påbyder desuden Sampension fremadrettet at sikre, at oplysninger om bortfald af dækninger, f.eks. af ægtefællepension, har en fremtrædende placering i selskabets breve. Ydermere skal selskabet ved bortfald af dækning vurdere, om dette bortfald kan have betydning for særlige medlemsgrupper og såfremt dette er tilfældet sikre, at der gives en klar anvisning om at søge rådgivning om konsekvenserne ved bortfald af dækning hos selskabet, der skal have beredskab til at yde denne rådgivning.

6. Klagevejledning

Finanstilsynets afgørelse kan, senest 4 uger efter at afgørelsen er modtaget, indbringes for Erhvervsankenævnet, Langelinie Allé 17, Postboks 2000, 2100 København Ø, tlf. 41 72 71 45, jf. § 372, stk.1, i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet skal gøre opmærksom på, at det kan være forbundet med et gebyr at klage.

7. Offentliggørelse

Det følger af § 354 b i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet og som er almen interesse. Finanstilsynet finder, at denne sag er af almen interesse, så påbuddene vil derfor blive offentliggjort på Finanstilsynets hjemmeside.