Dispensation for indregningsgrænserne for hybrid kernekapital og påbud om konvertering af statslig hybrid kernekapital - Basisbank A/S

Finanstilsynets afgørelse af 13. juni 2013.
Bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital § 15, stk. 5 og stk. 1, nr. 1

Værd at vide

Afgørelser er typisk påtaler og påbud til virksomhederne. Afgørelser er underlagt forvaltningsloven, som indeholder en række regler om, hvilke pligter de offentlige myndigheder har i forhold til virksomhederne, f.eks. i forbindelse med sagsbehandlingen.

I brev af 13. juni 2013 har banken fremsendt ansøgning om dispensation efter § 15, stk. 5, i bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital.

Banken anfører, at banken har konstateret et forøget nedskrivningsbehov, hvilket bringer bankens solvens ned på 6,9 pct. Banken har imidlertid konverteringsret på en del af sin hybride kapital, hvorfor banken ansøger om en dispensation efter § 15, stk. 5, i bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital.

På grund af indregningsgrænserne for hybrid kernekapital i § 15, stk. 1-4, i bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital, vil der på det foreliggende grundlag ikke være mulighed for fuldt ud at indregne bankens hybride kernekapital i kernekapitalen, og banken kan derfor heller ikke fuldt ud indregne bankens supplerende kapital i basiskapitalen. Det bevirker, at bankens solvens er lavere end lovens krav, samt at banken ikke opfylder solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124, stk. 2, nr. 1.

Finanstilsynet skal i lyset af ovenstående påbyde banken at konvertere sin statslige hybride kernekapital til aktiekapital. I henhold til vilkår og betingelser for kapitalbeviserne kan den statslige hybride kernekapital konverteres, såfremt banken ikke opfylder kapitalkravet i § 127, i lov om finansiel virksomhed. Banken har statslig hybrid kernekapital med konvertering for 23,879 mio. kr.

Det anslås, at konverteringen af det statslige kapitalindskud kan være gennemført senest 4 uger efter offentliggørelse af påbuddet om konvertering.

Banken søger derfor om en tilladelse til, jf. bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital § 15, stk. 5, at indregningsgrænserne i § 15, stk. 1-4, i bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital overskrides indtil 12. juli 2013.

Banken har ultimo 1. kvartal opgjort solvensbehovet til 14,2 pct. Banken har siden den 26. februar 2013 været underlagt dispositionsbegrænsende påbud i henhold til lov om finansiel virksomhed § 225, stk. 2.

Bankens solvensprocent er opgjort til 6,9 pct. før konvertering.

Finanstilsynet har vurderet, at § 15, stk. 5, i bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital, kan anvendes i den foreliggende situation. Finanstilsynet har i sin vurdering lagt vægt på, at bankens situation er midlertidig. Herudover lægges vægt på, at banken ligeledes har indgået aftale med investorer om omlægning af anden kapital, der yderligere vil styrke bankens solvens. Banken vil med påbuddet om konvertering af den statslige hybride kernekapital og gennemførelsen af den indgåede aftale igen opfylde 8 pct.s kravet i lov om finansiel virksomhed § 124, stk. 2, nr. 1.

Finanstilsynet giver derfor banken, på baggrund af ovenstående, en midlertidig dispensation i henhold til § 15, stk. 5, i bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital. Dispensationen er gældende frem til 12. juli 2013, således at banken får mulighed for at iværksætte de nødvendige foranstaltninger, der sikrer, at banken igen overholder § 124 i lov om finansiel virksomhed.

Konverteringen og gennemførelsen af den indgåede aftale vil bringe bankens solvensprocent op i niveau på ca. 11 pct., og dermed over 8 pct.s kravet i lov om finansiel virksomhed § 124, stk. 2, nr. 1, men ikke det af banken opgjorte individuelle solvensbehov. Banken vil efter en konvertering således fortsat være underlagt dispositionsbegrænsende påbud i henhold til Finanstilsynets afgørelse af 26. februar 2013.

Denne afgørelse er truffet af Finanstilsynet efter proceduren i § 4, stk. 2 i bekendtgørelse for forretningsorden for Det Finansielle Råd. Efter lov om finansiel virksomhed § 354a skal afgørelsen som udgangspunkt offentliggøres. Offentliggørelsen kan udskydes, hvis banken mener, at en offentliggørelse kan skade banken. Finanstilsynets offentliggørelse vil afvente en meddelelse fra banken.

Finanstilsynets afgørelser kan, senest 4 uger efter at afgørelsen er modtaget, indbringes for Erhvervsankenævnet, Dahlerups Pakhus, Langelinie Allé 17, Postboks 2000, 2100 København Ø jf. § 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Det er forbundet med et gebyr at klage til Erhvervs-ankenævnet.

Bankens revision er samtidig tilskrevet om ovenstående.

 

Med venlig hilsen

Ulrik Nødgaard
direktør


Karen Dortea Abelskov
kontorchef