Fastsættelse af solvenskrav og dispositionsbegrænsende påbud - Østjydsk Bank A/S

Finanstilsynets afgørelse af 30. maj 2013.
Lov om finansiel virksomhed § 124, stk. 5 & 225, stk. 2

Finanstilsynet har i marts og april 2013 været på inspektion i Østjydsk Bank A/S. Bankens solvens er på 8,7 pct. efter påbudte nedskrivninger på 342 mio. kr. Banken opfylder fortsat lovens krav om en solvens på 8 pct.

På baggrund af inspektionen har Finanstilsynet opgjort bankens solvensbehov pr. 31.03 2013 til 11,7 pct. 

Blandt de 78 største engagementer var der objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) i 35 engagementer, svarende til 44 pct. målt på volumen. Hovedparten af disse er større ejendomsengagementer i lokalområdet, og banken havde allerede konstateret OIV på disse. Ejendomseksponeringen var på 16,5 pct., hvilket er væsentlig højere end gennemsnittet for mindre pengeinstitutter (gruppe 3 institutter) på 5,7 pct.

Finanstilsynet fandt i alt behov for yderligere nedskrivninger på 342 mio. kr., hvoraf de 285 mio. kr. relaterede sig til de 78 største engagementer.

Af mernedskrivningerne på de store engagementer skyldes godt halvdelen en nedjustering af den af banken opgjorte værdi af ejendomme lagt til sikkerhed for ejendomsudlån med OIV. De mange nedskrivninger på ejendomsudlån skal ses i lyset af den svage situation og udvikling på ejendomsmarkedet. Finanstilsynet var senest på inspektion i banken i 2011 og har i forbindelse med inspektionen i marts og april 2013 konstateret eksempler på, at banken efter inspektionen i 2011 ikke fuldt ud havde indarbejdet Finanstilsynets værdiansættelser af ejendommene i sine opgørelser af blancoelementer på de enkelte engagementer. Nedjusteringerne i forhold til bankens opgørelse af ejendomsværdier skal også ses i lyset heraf.

Banken havde siden inspektionen i 2011 i en række tilfælde foretaget gentagne rekonstruktioner af kunder, der allerede var konstateret OIV for, hvilket har medført yderligere tab. Endvidere har banken i mindst et tilfælde foretaget placeringshandler til værdiansættelser, som må vurderes at være over markedsniveau. Endelig har banken i nogle tilfælde ikke taget mulige sikkerheder.

Knap ¼ af Finanstilsynets opgjorte mernedskrivninger på de store engagementer kan endvidere henføres til, at banken i en række svage engagementer har været meget optimistisk med hensyn til debitors tilbagebetalingsevne, da den opgjorte tilbagebetalingsevne har været baseret på optimistiske budgetter fremfor realiserede resultater.

Banken manglede i væsentligt omfang at konstatere OIV blandt de mindste erhvervs- og privatkunder. Banken er derfor blevet påbudt at nedskrive yderligere 57 mio. kr. på disse kunder samt at foretage en nærmere gennemgang af engagementerne i dette segment med henblik på at identificere, om der er et yderligere nedskrivningsbehov. Bankens revision skal foretage en vurdering af denne gennemgang. Finanstilsynet skal have en redegørelse for gennemgangen og konklusionerne.

Banken har således ikke foretaget de nødvendige nedskrivninger eller solvensreservationer på bankens svage engagementer.

Bankens solvens på 8,7 pct. er lavere end det førnævnte individuelt fastsatte solvenskrav på 11,7 pct. Finanstilsynet skal i medfør af § 124, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed fastsætte et solvenskrav på 11,7 pct., svarende til en tilstrækkelig basiskapital på 654 mio. kr. Bankens basiskapital er aktuelt 485 mio. kr.

Finanstilsynet skal derfor i medfør af § 225, stk. 2, påbyde banken at foretage de nødvendige foranstaltninger for at overholde dette solvenskrav. Finanstilsynet skal også i medfør af § 225, stk. 2, påbyde banken senest den 7. juni 2013 at indsende en genoprettelsesplan til Finanstilsynet. Genoprettelsesplanen skal indeholde en beskrivelse af de tiltag, som banken vil gennemføre for at bringe den faktiske solvens op over det individuelle solvenskrav.

Tiltagene skal være detaljeret beskrevet med forventet tidshorisont, forventet effekt samt sandsynlighed for, at de kan gennemføres. Endvidere skal banken have gjort sig klart, om de enkelte tiltag kan gennemføres af instituttet alene, eller om instituttet er afhængig af eksterne parter for gennemførelsen.

Genopretningsplanen bør som minimum indeholde bankens overvejelser i relation til følgende instrumenter, forstået som at banken skal have forholdt sig til muligheden og have begrundet et evt. fravalg:

  • Tilførsel af egenkapital
  • Tilførsel af ansvarlig kapital
  • Reduktion af de risikovægtede aktiver, herunder salg af værdipapirer mv.
  • Frasalg af filialer, forretningsområder eller dele af udlån
  • Fusion
  • Reduktion af fradrag i basiskapitalen

Banken påbydes endvidere ikke at udbetale udbytte eller renter til bankens allerede udstedte basiskapitalelementer, dvs. aktiekapital, hybrid kernekapital og ansvarlig kapital.

Endelig påbydes banken ikke at påtage sig væsentlige nye risici. Dette påbud medfører, at banken samlet set ikke kan øge sine udlån opgjort ved de risikovægtede poster i forhold til 31.03 2013, dog således at banken med henblik på at gennemføre den praktiske drift meddeles et styringsrum, der indebærer, at de risikovægtede poster kan afvige med indtil 5 procent. Dette påbud medfører også, at banken ikke kan bevilge engagementer til nye ejendomskunder. Banken skal månedligt indsende opgørelser over de risikovægtede poster.

Påbuddene bortfalder, hvis banken opfylder det individuelle solvenskrav.

Det retlige grundlag for Finanstilsynets afgørelser fremgår af bilag 1.

Finanstilsynets afgørelser kan, senest 4 uger efter at afgørelsen er modtaget, indbringes for Erhvervsankenævnet, Dahlerups Pakhus, Langelinje Allé 17, Postboks 2000, 2100 København Ø, tlf. 41 72 71 45, jf. § 372, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

Det følger af § 7 i bekendtgørelse om Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn, at det er forbundet med et gebyr på 4.000 kr. at klage til Erhvervsankenævnet. Efter § 15, stk. 4, i nævnte bekendtgørelse, kan nævnet eller formanden på dets vegne træffe bestemmelse om hel eller delvis tilbagebetaling af det indbetalte gebyr, hvis der gives klageren helt eller delvist medhold. Gebyret tilbagebetales, hvis klagen afvises, jf. § 8, stk. 2.

Denne afgørelse er truffet af Finanstilsynet som en uopsættelig sag. Afgørelsen skal offentliggøres, jf. § 354 a i lov om finansiel virksomhed. Offentliggørelsen kan dog udskydes, hvis en offentliggørelse kan medføre uforholdsmæssig stor skade for banken. Finanstilsynets offentliggørelse vil som udgangspunkt afvente bankens egen offentliggørelse. 

Dette brev sendes i kopi til bankens eksterne revision.

Høring

Banken fik den 30. maj 2013 afgørelsen i høring med frist til klokken 14.00. Høringen gav ikke anledning til bemærkninger.


Ulrik Nødgaard 
direktør     

Karen Dortea Abelskov
kontorchef