Påtale for overtrædelse af § 9 i prisoplysningsbekendtgørelsen i forbindelse med husstandsomdelt markedsføringsmateriale

Påtale

Finanstilsynet påtaler, at SPAREXPRES har udsendt markedsføringsmateriale, der ikke opfylder kravene i § 9 i prisoplysningsbekendtgørelsen om, hvilke oplysninger, der skal gives i forbindelse med markedsføringsmateriale, der angiver en rentesats.

Sagsfremstilling

Finanstilsynet blev opmærksomt, at SPAREXPRES havde udsendt markedsføringsmateriale i form af en husstandsomdelt brochure.

Markedsføringsmaterialet angav på forsiden af brochuren med store typer:

 ”Lån op til kr. 50.000,-
Til 0,99% i månedlig rente*
Betal første ydelse i februar 2014.”

De øvrige lånevilkår fandtes dog først på bagsiden af brochuren.

Finanstilsynet anmodede den 4. december 2013 Spar Nord om en redegørelse for markedsføringsmaterialet fra SPAREXPRES.

Spar Nord har i deres redegørelse af den 5. december 2013 forklaret, at markedsføringsmaterialet fra SPAREXPRES bestod af en flyer med en for- og en bagside, hvor den månedlige rente stod på forsiden og andre kreditoplysninger inkl. ÅOP, standardoplysninger og øvrige oplysninger samlet var beskrevet på bagsiden af flyeren.

Spar Nord vurderede, at så længe alle de lovpligtige oplysninger var samlet på ét stykke papir, ville forbrugeren nemt blive gjort bekendt med oplysningerne, og at flyeren derfor var i overensstemmelse med Finanstilsynets praksis og prisoplysningsbekendtgørelsen.

Spar Nord oplyser desuden, at for at undgå lignende tvivlstilfælde vil Spar Nord, herunder SPAREXPRES, fremadrettet også ved ensidet markedsføringsmateriale angive de lovpligtige oplysninger på selvsamme side som en oplyst rentesats.

Retligt grundlag

Af § 9 i bekendtgørelse om information til forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter fremgår det, at enhver markedsføring af udlånskonti, foretaget af pengeinstitutter, hvor markedsføringen angiver en rentesats eller talstørrelse vedrørende omkostningerne i forbindelse med udlånet, skal indeholde de standardoplysninger, der følger af stk. 2.

§ 9, stk. 2 bestemmer, at standardoplysningerne i henhold til stk. 1 skal klart, tydeligt og på en fremtrådende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel angive:

  1. Debitorrenten, fast eller variabel eller begge, tillige med oplysninger om omkostninger, der indgår i forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med udlånet.
  2. Det samlede kreditbeløb.
  3. De årlige omkostninger i procent (ÅOP), som beregnet efter lov om kreditaftaler.
  4. Udlånets løbetid.
  5. Ved udlån i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse, kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling.
  6. Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, og raternes størrelse.

Finanstilsynets vurdering

Af § 9 i prisoplysningsbekendtgørelsen fremgår det, at pengeinstitutter, der i deres markedsføring af udlånskonti angiver en rentesats eller talstørrelse vedrørende omkostninger i forbindelse med udlånet, skal angive en række standardoplysninger.

Af praksis fremgår det, at oplysningerne skal gives på en klar, tydelig og fremtrædende måde, hvilket efter Finanstilsynets praksis indebære, at de skal stå i umiddelbar nærhed af oplysningerne om rentesatsen.

Det følger således af retspraksis, at på en hjemmeside skal standardoplysningerne stå på samme side og ikke eksempelvis et klik væk.

Finanstilsynet finder ikke, at oplysninger givet på bagsiden af en flyer er givet på tilstrækkelig klar, tydelig og fremtrædende måde til at opfylde betingelserne i prisoplysningsbekendtgørelsen.   

Finanstilsynet påtaler på denne baggrund, at SPAREXPRES har udsendt markedsføringsmateriale, der ikke opfylder kravene i § 9 i prisoplysningsbekendtgørelsen om, hvilke oplysninger, der skal gives i forbindelse med markedsføringsmateriale, der angiver en rentesats.

Klagevejledning

Finanstilsynets afgørelse kan senest 4 uger efter at afgørelsen er modtaget, indbringes for Erhvervsankenævnet, Kampmannsgade 1, 1780 København V., tlf. 33 30 76 22, jf. § 372, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed. Det er forbundet med et gebyr at klage til Erhvervsankenævnet.

Offentliggørelse

Det følger af § 354b i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet og som er af almen interesse. Finanstilsynet finder, at denne sag er af almen interesse og påbuddet vil derfor blive offentliggjort på Finanstilsynets hjemmeside.