Påtale til Gabriel Holding A/S for ikke hurtigst muligt at have offentliggjort intern viden til Finanstilsynet og for manglende indberetning heraf til Finanstilsynet

Finanstilsynet har den 21. november 2018 påtalt Gabriel Holding A/S for ikke hurtigst muligt at offentliggøre intern viden, jf. artikel 17, stk. 1, i markedsmisbrugsforordningen og for ikke at have indsendt oplysningerne til Finanstilsynet som intern viden, jf. § 25, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder.

Den 8. maj 2018 offentliggjorde Gabriel Holding A/S selskabsmeddelelse med overskriften ”Gabriel Holding A/S – første halvår af regnskabsåret 2017/18”. Af selskabsmeddelelsen fremgår bl.a.: ”Ledelsen opjusterer sine forventninger til omsætning og indtjening for hele regnskabsåret.” Der er tale om en opjustering af omsætning og resultat før skat fra intervallet 10-15% til niveauet 20%. Selskabsmeddelelsen er indberettet i Finanstilsynets indberetningsportal (OASM) under kategorien ”halvårsrapport”.

 

Den endelige stillingtagen til opjusteringen af forventningerne til regnskabsåret er sket på bestyrelsesmøde den 8. maj 2018. Gabriel Holding har oplyst, at selskabet allerede omkring den 19. april 2018 havde et udkast for estimat for årets første 6 måneder. Notat om forecast for 2017/2018 indeholdende forslag til opjustering blev sendt til bestyrelsen den 1. maj 2018 og først besluttet den 8. maj 2018, hvor bestyrelsesmødet blev afholdt. Det er Finanstilsynets vurdering, at stillingtagen til opjustering af forventningerne for regnskabsåret 2017/18, der udgør intern viden, burde være sket senest omkring den 1. maj 2018 og herefter skulle have været offentliggjort hurtigst muligt. Desuden har Gabriel Holding A/S ikke indberettet selskabsmeddelelsen under kategorien ”intern viden” i Finanstilsynets indberetningsportal (OASM).