Bekendtgørelse om information til forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter mv. § 9, stk. 1 – Politianmeldelse – Sparekassen Djursland

Finanstilsynets beslutning af 26. oktober 2012

Værd at vide

Beslutninger omfatter risikooplysninger og politianmeldelser. Beslutninger er ikke underlagt reglerne i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, og de kan således ikke ankes.

Se også

 

I sin markedeføring af billån ”Få et billån i Sparekassen til 5,75 % p.a.” på instituttets hjemmeside, undlod sparekassen at give de prisoplysninger som den er forpligtet til, herunder de årlige omkostninger i procent (ÅOP).

Beslutning

Finanstilsynet skal hermed anmode Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet om, at der rejses tiltale, for overtrædelse af § 9, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1210 af den 27. oktober 2010, om information til forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter (herefter; prisoplysningsbekendtgørelsen) mod

Sparekassen Djursland
Langegade 42, Vivild,
8961 Allingåbro
CVR-nr. 70558114.

Overtrædelse af bestemmelserne §§ 2-9 i prisoplysningsbekendtgørelsen kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning jf. § 12, stk. 1 i prisoplysningsbekendtgørelsen.

Sagens faktiske omstændigheder

Finanstilsynet blev i juni 2012 opmærksom på, at Sparekasse Djurslands markedsførte lånetypen Billån – ”Få et billån i Sparekassen til 5,75 % p.a.” på sparekassens hjemmeside.

Finanstilsynet noterede, at Sparekassen Djurslands oplyste følgende på sin hjemmeside (bilag 1):

”skal bilen udskiftes? Få et billån i Sparekassen til 5,75 % p.a.”

Ved at ”trykke” på teksten ”linkes” man til en ny side, hvoraf følgende oplyses:

”Få et billån i Sparekassen til 5,75 % p.a.

Kom ind i Sparekassen og hør om dine muligheder.”

På denne baggrund anmodede Finanstilsynet den 26. juni 2012 Sparekassen Djursland om en redegørelse (bilag 2).

Tilsynet modtog den 6. juli 2012 sparekassens redegørelse (bilag 3).

I redegørelsen oplyste Sparekassen Djursland, at sparekassen har rettet op på de af tilsynet påpegede fejl og mangler i dens markedsføring af billån på hjemmesiden.

Finanstilsynet sendte den 2. august 2012 denne anmeldelse sendt i høring hos sparekassen (bilag 4).

Finanstilsynet modtog den 6. august 2012 sparekassen’s høringssvar. Af svaret fremgik det, at sparekassen erkendte de anførte forhold og at man har tilrettet hjemmesiden (Bilag 5).

Det retlige grundlag

Bekendtgørelse nr. 1210 af 24. oktober 2010 om information til forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter (prisoplysningsbekendtgørelsen) er udstedt i medfør af § 43, stk. 3, og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed jf. lovbekendtgørelse nr. 885 af 8. august 2011. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

§ 9. Enhver markedsføring af udlånskonti, foretaget af pengeinstitutter, hvor markedsføringen angiver en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med udlånet, skal indeholde de standardoplysninger, der følger af stk. 2.

stk. 2. Standardoplysningerne i henhold til stk. 1 skal klart, tydeligt og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel angive:

  1. Debitorrenten, fast eller variabel eller begge, tillige med oplysninger om omkostninger, der indgår i forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med udlånet.
  2. Det samlede kreditkøb.
  3. De årlige omkostninger i procent (ÅOP), som beregnet efter lov om kreditaftaler.
  4. Udlånets løbetid
  5. Ved udlån i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse, kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling.
  6. Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, og raternes størrelse.

Finanstilsynets vurdering

Det følger af Prisoplysningsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, at enhver markedsføring af udlånskonti, hvor markedsføringen angiver en rentesats, skal indeholde de standardoplysninger, der følger af stk. 2.

Finanstilsynet finder, at Sparekassen Djurslands markedsføring af Billån med en anført rentesats på 5,75 % p.a. er omfattet af prisoplysningsbekendtgørelsens § 9.

Som nævnt ovenfor skal pengeinstitutter jf. § 9, stk. 1, give de oplysninger som fremgår af bestemmelsens stk. 2, når der oplyses en rentesats. Disse oplysninger skal gives på en klar, tydelig og fremtrædende måde.

Oplysningerne skal gives for, at kunden kan vurder låntypen på et velinformeret grundlag.

Sparekassen Djursland har i sin markedsføring af billån ikke givet de i prisoplysningsbekendtgørelsens § 9, stk. 2, anførte oplysninger.

Finanstilsynet finder derfor, at Sparekassen Djursland har handlet i strid med prisoplysningsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, hvilket Sparekassen har erkendt.

Der bør derfor efter Finanstilsynets opfattelse indledes en eventuel politimæssig efterforskning med henblik på tiltalerejsning overfor Sparekassen Djurslands overtrædelse af § 9, stk. 1, i prisoplysningsbekendtgørelsen.