Kommentar vedr. Danske Bank

04-07-2018

Som nævnt i afgørelsen af 3. maj 2018 gælder generelt, at hvis Finanstilsynet modtager ny information, så vil den nye information blive analyseret med henblik på at afgøre, om det ændrer på den tidligere afgørelse, og om det giver anledning til nye tiltag.

Finanstilsynet har løbende kontakt til tilsynsmyndighederne i de lande, hvor danske banker driver virksomhed, herunder de estiske myndigheder. Det estiske finanstilsyn har oplyst, at der på tilsvarende vis som i Danmark er en arbejdsdeling mellem tilsynsmyndighederne og politiet, hvor efterforskning af strafbare forhold henhører under politimyndighederne. Som afspejlet i den fælles udtalelse fra det estiske finanstilsyn og Finanstilsynet i Danmark, så gælder som hovedregel, at Finanstilsynet i Danmark er ansvarlig for tilsynet med kapital og likviditet i banker, der har hjemland i Danmark, mens det estiske finanstilsyn har ansvar for hvidvasktilsynet med bankerne, når de opererer i Estland.

Omkring opfølgning på påbud gælder generelt, at Finanstilsynet vil gennemgå institutternes tilbagemelding og dokumentation og herunder indhente yderligere materiale, hvis der er behov for det, i forhold til at fastslå, om et påbud er opfyldt. Opfølgningen stopper først, når Finanstilsynet er sikker på, at påbuddet er opfyldt. Derudover følger Finanstilsynet op på påbud i forbindelse med en kommende inspektion. Her vil det fremgå af den offentlige inspektionsredegørelse, hvis et påbud alligevel ikke er tilstrækkeligt efterlevet.

Senest opdateret 04-07-2018