Lov om banker og sparekasser m.v. §§ 23, stk. 5, og 27 - Pengeinstitutter m.v. - Behandling af emissionsgarantier stillet i forbindelse med en emission via book-building metoden

06-01-1999

Finanstilsynets afgørelse af 6. januar 1999.

Sagsfremstilling:

Et revisionsfirma har på vegne af sin klient forespurgt tilsynet om behandlingen af emissionsgarantier stillet i forbindelse med emission via book-building metoden i relation til bank- og sparekasselovens §§ 23, stk. 5 og 27.

Afgørelse/begrundelse:

Tilsynet oplyste, at en emissionsgaranti i henhold til § 23, stk. 5, nr. 2, indgår med det garanterede beløb og med det udstedende selskab som modpart. Opgørelsen af engagementet er uafhængig af, hvor længe garantien løber.

Såfremt garantien helt eller delvist regaranteres af et andet pengeinstitut, vil den regaranterede del være et engagement med det regaranterende institut og med det regaranterende instituts modpartsvægt (0,2). Den regaranterede del fradrages i engagementet med det udstedende selskab.

Såfremt det regaranterende institut er instituttets moderselskab, vil engagementet være omfattet af § 27. Finanstilsynet vil dermed skulle give tilladelse til, at engagementet indgås. Finanstilsynets praksis ved sådanne tilladelser er, at der ikke gives tilladelse til engagementer ud over 25 % af den ansvarlige kapital. Det vil være en forudsætning, at engagementet med moderselskabet indgås på markedsmæssige vilkår. Finanstilsynet kan i øvrigt stille særlige betingelser for tilladelsen.

Senest opdateret 06-01-1999