Lov om banker og sparekasser m.v. § 28 - Om krav til kredittilsagn der skal indgå i likviditetsopgørelsen efter § 28

05-12-2000

Finanstilsynets afgørelse af 5. december 2000.

Sagsfremstilling:

Finanstilsynet har konstateret, at flere pengeinstitutter anvender kredittilsagn til at opfylde bank- og sparekasselovens krav til likviditeten.

I den forbindelse har tilsynet indhentet og gennemgået et antal kredittilsagnsaftaler, der indgår i pengeinstitutters likviditetsopgørelse efter bank- og sparekasselovens § 28.

Gennemgangen viste, at ikke alle de gennemgåede kredittilsagnsaftaler kunne opfylde de krav, der efter tilsynets opfattelse skal stilles for, at tilsagnene kan medregnes i likviditetsopgørelsen efter bank- og sparekasselovens § 28.

Afgørelse/begrundelse:

Efter Finanstilsynets opfattelse kan kredittilsagn hos andre pengeinstitutter kun medregnes, såfremt det kan dokumenteres, at de er bindende, og ikke kan tilbagekaldes i den periode, i hvilken pengeinstituttet ønsker at benytte dem som likviditetsreserve. Endvidere skal tilsagnene have en vis varighed og stabilitet.

Kredittilsagn kan ikke anvendes til opfyldelse af bank- og sparekasselovens § 28, hvis der er tilknyttet sådanne betingelser til låntagers optræden m.v., at långiver vil kunne statuere misligholdelse og trække kredittilsagnet tilbage i situationer, hvor pengeinstituttet vil kunne få behov for at trække på kredittilsagnet. I en sådan situation vil der reelt ikke være en likviditetsreserve i medfør af aftalen.

Det er Finanstilsynets opfattelse, at likviditetskravene i bank- og sparekasseloven § 28 ikke kan opfyldes helt eller helt overvejende ved hjælp af kredittilsagn. En sådan likviditet vil ikke være forsvarlig jf. § 28, stk. 1, 1. pkt., henset til, at likviditeten også skal kunne dække pludseligt opståede likviditetsbehov.

Det skal bemærkes, at det pengeinstitut, der ønsker at anvende et kredittilsagn i likviditetsopgørelsen, skal kunne godtgøre, at kredittilsagnet er af en tilstrækkelig bindende og stabil karakter.

De enkelte aftalebestemmelser

a. Følgende aftalebestemmelser vil efter tilsynets opfattelse som udgangspunkt være uforenelige med kredittilsagnsaftalens anvendelse til opfyldelse af likviditetskravene i bank- og sparekasselovens § 28.

1. Krav om minimumssolvens
Der må ikke i en kredittilsagnsaftale, stilles krav til kredittilsagnsmodtagers solvens.

Da et af formålene med bank- og sparekasselovens § 28 er at sikre pengeinstituttets likviditet i en krisesituation, skal de likvide midler netop også være til stede i en krisesituation.

Det bemærkes, at likviditetskravene og kravene til, hvilke instrumenter der kan indgå i likviditeten, gælder, uanset hvor solidt et pengeinstitut er på opgørelsestidspunktet.

2. Cross-defaultklausuler
En cross-defaultklausul gør det muligt for tilsagnsgiver at hæve aftalen, hvis pengeinstituttet misligholder en anden aftale.

En kredittilsagnsaftale kan ikke indgå i opfyldelsen af bank- og sparekasselovens § 28, hvis aftalen indeholder en cross-defaultklausul, der reelt giver kredittilsagnsgiver mulighed for at hæve aftalen med kort varsel.

Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis kredittilsagnsgiver kan hæve aftalen i tilfælde af, at pengeinstituttet misligholder en hvilken som helst aftale, uanset hvem, der er aftalemodpart.

3. Pari passu-klausuler
I en pari passu-klausul forpligter lånetilsagnsmodtager sig typisk til ikke at optage lån, der har en bedre stilling i konkursordnen end långivers.

Hvis pari passu-klausulerne er udformet således, at pengeinstituttet rent praktisk vil have svært ved at undgå overtrædelse, vil aftalens kredittilsagn ikke kunne indgå i opgørelsen efter bank- og sparekasselovens § 28.

For eksempel må en modregningsadgang for andre långivere, herunder indlånskunder, ikke medføre, at kredittilsagnet bortfalder.

I tilfælde af at aftalen er underlagt fremmed ret, skal pengeinstituttet kunne dokumentere, at bestemmelsen opfylder kravene til kredittilsagn, der skal indgå i likviditetsopgørelsen efter bank- og sparekasselovens § 28.

Såfremt dokumentationen ikke fremskaffes, vil kredittilsagnet ikke kunne indgå i likviditetsopgørelsen.

4. Negative pledgeklausuler
I en negative pledgeklausul forpligter låntager sig til ikke at stille sikkerhed for andre lån, medmindre kredittilsagnsgiver får sikkerhed af samme værdi.

Såfremt den afgivne negative pledge vil blive overtrådt ved udførelsen af almindelige forretninger, vil kredittilsagnet ikke kunne indgå i likviditetsopgørelsen efter bank- og sparekasselovens § 28.

5. Ophævelse på grund af retssager
Der foreligger aftaler, der indeholder en hæveadgang for tilsagnsgiver i tilfælde af, at pengeinstituttet bliver involveret i retssager, der kan have en væsentlig betydning for pengeinstituttets forretning.

Kravene i bank- og sparekasselovens § 28 kan ikke opfyldes med kreditfaciliteter, der ikke kan forventes at være til rådighed i en eventuel krisesituation.

En klausul om ophævelse ved fremkomst af sådanne retssager kan derfor ikke indgå i en kredittilsagnsaftale, der anvendes til opfyldelse af bank- og sparekasselovens § 28.

6. Krav om specifik anvendelse af kreditten
Likviditeten efter bank- og sparekasselovens § 28 skal kunne bruges til at betale ethvert forfaldent krav.

I en kreditaftale, der skal kunne indgå i opgørelsen efter bank- og sparekasselovens § 28, kan der derfor ikke stilles krav om, at et eventuelt træk på kreditten skal bruges til en bestemt gruppe af fordringer.

7. Mulighed for at hæve aftalen efter tilsagnsgivers skøn
I visse aftaler har tilsagnsgiver mulighed for at hæve aftalen, hvis tilsagnsgiver skønner, at en ekstraordinær situation må medføre, at pengeinstituttet ikke vil kunne overholde sine forpligtelser.

En sådan bestemmelse, der i et usikkert eller stort omfang overlader det til tilsagnsgiver, at afgøre hvor lang tid aftalen skal løbe, medfører, at aftalen ikke kan indgå i opgørelsen efter bank- og sparekasselovens §28, da det ikke kan forventes, at aftalen vil være til pengeinstituttets rådighed i tilfælde af, at behovet for et træk på kreditten opstår.

8. Mulighed for at hæve aftalen med et fastsat varsel, samt aftaler med kort løbetid
Et kredittilsagn med et opsigelsesvarsel på under 1 måned, eller hvor den resterende løbetid er under måned, kan efter Finanstilsynet opfattelse ikke indgå ved opgørelsen af likviditeten i henhold til bank- og sparekasseloven § 28.

9. Hæveadgang i tilfælde af revisionsforbehold i årsrapporten
Et kredittilsagn, der kan hæves i tilfælde af revisionsforbehold i årsrapporten, kan ikke indgå i likviditetsopgørelsen.

Revisionsforbehold kan skyldes en række forhold, der ikke kan forudses af pengeinstituttet. Hæveadgangen får dermed en vilkårlig karakter, der gør, at pengeinstituttet ikke kan gå ud fra, at tilsagnet vil være til rådighed i den periode, hvor pengeinstituttet ønsker at bruge tilsagnet som likviditetsreserve.

10. Hæveadgang i tilfælde af at pengeinstituttet ikke overholder bank- og sparekasseloven og eventuelt andre love
En bestemmelse, der give kredittilsagnsgiver adgang til at hæve aftalen i tilfælde af at pengeinstituttet ikke overholder bestemmelser i bank- og sparekasseloven (eksempelvis § 21) eller eventuelt også andre love, vil medføre, at tilsagnet ikke er tilstrækkeligt stabilt til at kunne indgå i opgørelsen efter bank- og sparekasseloven § 28. Endvidere vil bestemmelsen også være uforenelig med kravene anført under pkt. 1.

b. Det skal bemærkes, at bestemmelserne kan tænkes i varianter, der konkret ikke vil forhindre aftalens indgåelse i likviditetsopgørelsen, samt at de ovenfor under pkt. 1-10 anførte aftalebestemmelser ikke udgør en udtømmende liste over bestemmelser der er uforenelige med bank- og sparekasseloven § 28.

Endelig skal det bemærkes, at en kredittilsagnsaftale som udgangspunkt kan medregnes ved opgørelsen i henhold til bank- og sparekasselovens § 28, hvis de omtalte bestemmelser blot skal være overholdt ved aftalens indgåelse.

Regnskabsmæssig behandling af kredittilsagn

På kredittilsagnsmodtagers side Kredittilsagn, der anvendes til opfyldelse af likviditetskravene i § 28, skal an-føres under FE10, pkt. 6, KE10, pkt. 6, FB34, pkt. 6 og KB27, pkt. 6. På kredittilsagnsgivers side Såfremt et pengeinstitut har afgivet et kredittilsagn, der opfylder de ovennævnte betingelser, skal kredittilsagnet behandles som en garanti, der skal medtages under gælds- og garantiforpligtelser.

Senest opdateret 05-12-2000