Bekendtgørelse nr. 429 af 28. maj 2001 (om god værdipapirhandelsskik ved handel med visse værdipapirer) § 5 og § 9, stk. 1

24-07-2003

Fondsrådets skrivelse af 8. august 2002.

 

Sagsfremstilling:


En værdipapirhandler henvendte sig til Fondsrådet vedrørende fortolkningen af bekendtgørelse om god værdipapirhandelsskik ved handel med visse værdipapirer.

Værdipapirhandleren forespurgte, hvilke beløbsgrænser – bekendtgørelsens grænser eller grænserne i Københavns Fondsbørs A/S' "Børsetiske regler" – der er afgørende for indholdet af den afregningsnota, der sendes til kunden.

Afgørelse:


På denne baggrund udtalte Fondsrådet i skrivelsen af 8. august 2002 følgende: '[Værdipapirhandleren] har ved e-mail af 31. maj 2002 rettet henvendelse til Fondsrådet i relation til fortolkningen af Fondsrådets bekendtgørelse nr. 429 af 28. maj 2001 om god værdipapirhandelsskik ved handel med visse værdipapirer.

[Værdipapirhandleren] forespørger, hvorvidt oplysningsforpligtelserne i bekendtgørelsens kapitel 5 gælder ved transaktionerne op til de beløbsgrænser, der fremgår af § 2, stk. 2, eller om forpligtelserne gælder ved transaktioner op til de (beløbs)grænser, der er anført i Københavns Fondsbørs A/S' "Børsetiske regler".

Fondsrådet skal i den anledning udtale følgende:

I relation til afregningsnotaernes indhold, jf. kapitel 5, omhandler § 9 værdipapirhandel omfattet af kapitel 3, dvs. handel med værdipapirer optaget til notering på en fondsbørs eller til handel på en autoriseret markedsplads, mens handel med øvrige værdipapirer er omfattet af § 10.

Det fremgår af § 2, stk. 2, at §§ 4-10 – dvs. herunder bestemmelserne om afregningsnotaernes indhold – finder anvendelse på handel med værdipapirer op til de i stk. 2 fastsatte beløbsgrænser. § 2, stk. 4 og 5, indeholder herudover mulighed for kunden til at fravælge henholdsvis tilvælge bekendtgørelsens beskyttelse.

Det er således alene de i § 2, stk. 2, fastsatte beløbsgrænser samt fradrag/tilvalg i henhold til § 2, stk. 4 og 5, der afgør, hvornår kapitel 5 finder anvendelse.

Fondsrådet skal samtidig gøre opmærksom på, at for så vidt angår afregning af værdipapirer optaget til notering på en dansk fondsbørs eller til handel på en dansk autoriseret markedsplads, fastlægger § 5, stk. 1, at alle værdipapirhandlere skal anvende de regler om afregning, der måtte være fastsat af den pågældende fondsbørs henholdsvis autoriserede markedsplads. Således vil afregningen af værdpapirer optaget til notering på Købehavns Fondsbørs A/S skulle ske i henhold til Københavns Fondsbørs A/S' "Børsetiske regler". Alle værdipapirhandlere skal afregne efter dette regelsæt, for så vidt der er tale om transaktioner med værdipapirer optaget til notering på Københavns Fondsbørs A/S, og disse transaktioner er omfattet af beløbsgrænserne i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, samt fravalg/tilvalg i henhold til § 2, stk. 4 og 5.

Værdipapirhandlere, der er medlem af Københavns Fondsbørs A/S, skal imidlertid afregne transaktioner med værdipapirer optaget til notering på Københavns Fondsbørs A/S efter de "Børsetiske regler", for så vidt der er tale om transaktioner omfattet af de i regelsættet fastsatte (beløbs)grænser.

Senest opdateret 23-01-2007