1. Indledning
Finanstilsynet var i september-oktober 2012 på inspektion i Forsikringsselskabet SEB Link A/S (herefter SEB Link).
Inspektionen var en ordinær undersøgelse, hvor alle selskabets væsentlige områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der bliver lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko.
Undersøgelsen omfattede følgende områder:
- Selskabets ledelse og organisation
- Forsikringsforretningen
- Investeringerne
- Kapitalforhold
- Opgørelse af det individuelle solvensbehov
- It
2. Sammenfatning og risikovurdering
SEB Link er en del af SEB Pension, der indgår i Skandinaviska Enskilda Banken AB koncernen. Selskabet har omkring 40.000 kunder.
SEB Link tilbyder udelukkende unit link-produkter, dels i traditionel form, dels i form af livscyklusprodukt. SEB Link har pensionsordninger til både private kunder og firmaordninger indenfor små og mellemstore erhverv.
Omkring det individuelle solvensbehov gav Finanstilsynet SEB Link en risikooplysning vedrørende kapitalnødplanen, hvor bestyrelsen bør vurdere de enkelte initiativers effekt og muligheden for at gennemføre initiativerne.
Det er Finanstilsynets vurdering, at risikostyringen i SEB Link er mere proaktiv end i sammenlignelige selskaber.
På investeringsområdet fik SEB Link tre påbud om at rette op på uklarheder og mangler i retningslinjer og forretningsgang for registrerede aktiver. Desuden blev selskabet påbudt at sikre, at direktionen fremadrettet rapporterer til bestyrelsen om udnyttelsen af rammen for de registrerede aktiver, selvom rammen ikke har været overskredet.
Endelig har Finanstilsynet givet selskabet en risikooplysning på investeringsområdet, fordi selskabets eksisterende, daglige overvågning af investeringsrisici først bliver automatiseret i år.
SEB Link havde ultimo 2011 opgjort Solvens I-kravet til 26 mio. kr. (minimumkapitalkravet) og det individuelle solvensbehov til 25 mio. kr. Den faktiske solvens (basiskapital) var 175 mio. kr. ultimo 2011, således at selskabet havde en solvensdækning på 6,66. Ved beregning af det individuelle solvensbehov har selskabet valgt et sikkerhedsniveau svarende til det, der kommer til at gælde under Solvens II. Selskabet vurderes at have tilstrækkelig kapital i forhold til Solvens II-kravet.