Redegørelse om inspektion i Skandia Livsforsikring A/S

11-06-2013

 

1. Indledning

Finanstilsynet var i december 2012 – januar 2013 på inspektion i Skandia Livsforsikring A/S.

Der var tale om en opfølgningsinspektion, hvor Finanstilsynet gennemgik udvalgte risikofaktorer, der blev identificeret på en ordinær inspektion i 2010 samt opfølgning på Finanstilsynets påbud af 22. februar 2012 vedrørende manglende risikostyring.

På inspektionen gennemgik Finanstilsynet bestyrelsens arbejde med fokus på den valgte risikoprofil og forankringen af risikostyringen i bestyrelsen. Implementeringen af risikostyringen i selskabet blev vurderet, herunder kvaliteten af selskabets følsomhedsanalyser, valg af metode samt kapitalplan og kapitalnødplan. Derudover gennemgik Finanstilsynet bestyrelsens politikker og retningslinjer på investeringsområdet.

Finanstilsynet havde særlig fokus på, om risikostyringen ved overvågning af selskabets kapitalbehov lever op til gældende lovgivning og om der foretages de nødvendige følsomhedsanalyser til bestyrelsen.

2. Sammenfatning og risikovurdering

Skandia Livsforsikring A/S indgår som en del af den danske livsforsikrings-del i den nordiske Skandia-koncern. Selskabet administreres af Skandia A/S.

Selskabet opererer primært på det danske firmapensionsmarked og har ca. 33.000 kunder.

Skandia Livsforsikring A/S udbyder et gennemsnitsrenteprodukt.
På inspektionen har Finanstilsynet konstateret, at forretningsmodellen i Skandia Livsforsikring A/S fortsat ikke er rentabel og forbundet med risici, hvorfor der har været behov for kapitaltilførsler.

Selskabet har foretaget ændringer i ledelsen i 2012 og har bl.a. valgt en ny bestyrelsesformand. Finanstilsynet har vurderet, at selskabets risikostyring er forbedret. Dog er selskabets følsomhedsanalyser af det nuværende og fremtidige kapitalbehov fortsat ikke tilstrækkelige til at give direktion og bestyrelse det nødvendige overblik over selskabets risikosituation for alle væsentlige risici, der indgår ved beregning af det individuelle solvensbehov.

Bestyrelsen blev derfor påbudt at sikre, at der løbende udarbejdes følsomhedsanalyser på selskabets individuelle solvensbehov, samt sikre, at der udarbejdes følsomhedsanalyser på, hvornår de kollektive og individuelle potentialer er opbrugt.

Ligeledes fik selskabet to risikooplysninger, dels om manglende følsomhedsanalyser i selskabets kapitalplan og dels om, at selskabet i kapitalnødplanen bør tage stilling til de enkelte initiativers forventede effekt og muligheden for at gennemføre disse.

På investeringsområdet blev bestyrelsen påbudt at sikre overensstemmelse mellem markedsrisikopolitikken og bestyrelsens retningslinjer til direktionen, at fastsætte utvetydige og kontrollerbare rammer for renterisici, samt sikre at der ikke kan opstå en uforholdsmæssig afhængighed af enkelte aktiver eller aktivkategorier. De manglende overensstemmelser og rammer på investeringsområdet udgør en risiko for, at selskaberne påtager sig risici, som bestyrelsen ikke ønsker.

I forbindelse hermed gav Finanstilsynet selskabet en risikooplysning om, at selskabets væsentlige underafdækning af renterisikoen på forpligtigelserne knyttet til gennemsnitsrenteproduktet eksponerer selskabet overfor rentefald og udgør en risiko for selskabets evne til at leve op til kapitalkravet.

Endelig har Finanstilsynet vurderet, at selskabets dokumentation er mindre overskuelig i forhold til sammenlignelige selskaber.

Det gældende kapitalkrav for Skandia Livsforsikring A/S var ultimo 2012 solvenskravet, som udgjorde ca. 289 mio. kr. mod en basiskapital på ca. 675 mio. kr., svarende til en solvensdækning på ca. 2,3. Ved beregning af det individuelle solvensbehov har selskabet valgt et sikkerhedsniveau svarende til det, der kommer til at gælde under Solvens II. Selskabet vurderes at have tilstrækkelig kapital i forhold til Solvens II-kravet.

 

Senest opdateret 11-06-2013