Redegørelse om inspektion i BP Livsforsikringsselskab A/S

13-03-2014

 

Indledning

Finanstilsynet var i september – november 2013 på inspektion i BP Livsforsikringsselskab A/S (herefter BP Liv).

På inspektionen blev selskabets væsentligste områder gennemgået med fokus på selskabets forretningsmodel og med størst vægt på de områder, der har den største risiko. Inspektionen omfattede bl.a. selskabets ledelse og organisation, forsikringsområdet, investeringer, kapitalforhold, opgørelse af det individuelle solvensbehov og outsourcing.

Sammenfatning og risikovurdering

BP Liv er et datterselskab til Bankpension Pensionskasse for finansansatte. Selskabet har 114 forsikringstagere, der er opdelt i to overordnede grupper. En gruppe, som har et tilsagn om en supplerende efterlønsydelse samt en anden gruppe, der har et markedsrenteprodukt med livrenter. Disse er oprindeligt tegnet i Arbejdernes Landsbank og Letpension, Livs- og pensionsforsikringsselskab. Selskabet har outsourcet forvaltningen af investeringsporteføljen.

Finanstilsynet vurderer, at bestyrelsen ikke i tilstrækkelig grad har taget stilling til relevante forhold relateret til styringen af selskabet. Bestyrelsens politikker og retningslinjer vurderes overordnet set at være uklare, bl.a. fordi dokumenterne indbyrdes ikke er konsistente samt nogle steder indeholder elementer, som strider mod de faktiske forhold i selskabet. Bestyrelsen har derudover ikke fastsat tilstrækkelige grænser for risikopåtagelse eller taget stilling til, hvilken rapportering bestyrelsen ønsker. Finanstilsynet vurderer, at styringen af selskabet bærer præg af, at der er tale om et lille datterselskab til Bankpension Pensionskasse for finansansatte, og at der foreligger kompensationsaftaler med både Letpension, Livs- og pensionsforsikringsselskab og Arbejdernes Landsbank. 

Med henblik på at sikre en aktiv styring af selskabet har Finanstilsynet givet påbud om at fastlægge politikker og retningslinjer, som på en overskuelig måde afspejler bestyrelsens ønsker og stillingtagen til bl.a. strategi, risikovillighed og rapportering. Selskabet skal herunder sikre sig, at retningslinjerne for registrerede aktiver indeholder bestyrelsens opdaterede begrundede skøn for overdækningen og beskriver registrets indretning. 

Selskabet har endvidere fået påbud om at sikre en større forankring i bestyrelsen af de outsourcede aktiviteter gennem fastlæggelse af interne retningslinjer som indeholder procedurer for kontrol og rapportering, samt påbud om at sikre, at indgåede kontrakter opfylder de gældende krav i outsourcingsbekendtgørelsen.

Finanstilsynet har konstateret, at selskabets markedsrenteprodukter ikke til-skrives det realiserede afkast på de faktiske investeringer, men i stedet tilskrives et afkast baseret på tre udvalgte investeringsforeninger. Forskellen kan potentielt medføre et systematisk underskud, der gør selskabet afhængig af løbende kapitaltilførsel. Finanstilsynet har derfor givet selskabet en risikooplysning i relation til tilskrivning af afkast, og bedt selskabet redegøre for, hvorledes denne risiko håndteres. Finanstilsynet har endvidere påbudt selskabet at tage højde for depoternes faktiske tilskrivning i kapitalplanen og ikke indregne kompensationsaftalen med Letpension til dækning af differencen.

Finanstilsynet har endvidere konstateret, at selskabet for året 2012 ikke har givet forsikringstagerne årlige oplysninger om bl.a. størrelsen af forsikringsydelsen. Selskabet er derfor blevet påbudt at sikre, at forsikringstagerne får de årlige oplysninger for året 2012. 

Finanstilsynet har derudover givet selskabet påbud om at foretage følsomhedsanalyser i forhold til renterisikoen ved opgørelsen af det individuelle solvensbehov. 

Selskabet har fået påbud om at redegøre for, at den anmeldte omkostningsstruktur er rimelig for de enkelte forsikringstagere. 

Selskabet har endeligt fået en risikooplysning i forhold til selskabets kapitalnødplan, idet denne alene indeholder ét tiltag. Finanstilsynet vurderer, at bestyrelsen i arbejdet med kapitalnødplanen bør vurdere flere tiltag, der kan anvendes såfremt kapitalplanens forudsætninger brister. 

Selskabets gældende kapitalbehov var ultimo 2013 minimumskapitalkravet på 43,5 mio. kr. Basiskapitalen udgjorde på samme tid 50,9 mio. kr., således at selskabets solvensgrad var på 1,2.

 

Senest opdateret 13-03-2014