Redegørelse om Andelskassen J.A.K. Slagelses manglende overholdelse af minimumskapitalkrav og solvensbehov

17-11-2014

 

Finanstilsynet har givet Andelskassen J.A.K. Slagelse en påtale for manglende overholdelse af andelskassens minimumskapitalkrav og det individuelle solvensbehov pr. 30. september 2014.

Finanstilsynet har planlagt inspektion i Andelskassen J.A.K. Slagelse ultimo 2014, og indkaldte i den forbindelse materiale hertil den 11. september 2014. Andelskassen meddelte den 3. november 2014 Finanstilsynet, at den i forbindelse med gennemgang af udlånsengagementer netop havde konstateret, at andelskassen pr. 30. september 2014 ikke havde overholdt sit minimumskapitalkrav og dermed heller ikke sit solvensbehov. Minimumskapitalkravet var pr. 30. september 2014 opgjort til 27.128 t.kr., solvensbehovet til 27.627 t.kr. og den faktiske solvens til 26.462 t.kr.

Andelskassen J.A.K. Slagelse har i oktober solgt aktier i DLR Kredit, og andelskassen opgør herefter sin solvens til mindst 28.049 t.kr., hvorved den overstiger både det individuelle solvensbehov og andelskassens minimumskapitalkrav.

 

Senest opdateret 17-11-2014