Redegørelse om inspektion i Carlsberg Insurance A/S

20-04-2015

Finanstilsynet var i februar 2015 på inspektion i Carlsberg Insurance A/S.

På inspektionen blev væsentlige områder gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der blev lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko. Inspektionen omfattede bl.a. selskabets forretningsmodel, outsourcing, reassurance, hensættelser, det individuelle solvensbehov samt kapitalforhold.

Sammenfatning og risikovurdering

Carlsberg Insurance A/S er forsikringsselskab for Carlsberg-koncernen og tegner genforsikring inden for bygning og driftstab via et skadesforsikringsselskab der fronter risikoen. Fronteren udsteder policer og foretager skadebehandling på vegne af Carlsberg Insurance A/S, hvis årlige maksimale risiko på forsikringsområdet er begrænset til 12,5 mio. kr.

I forbindelse med inspektionen gennem Finanstilsynet selskabets outsourcingsaftaler. Carlsberg Insurance A/S har outsourcet rapportering til Finantilsynet og compliance til en ekstern leverandør samt bogføring og regnskabsaflæggelse til moderselskabet. Selskabet fik et påbud om at sikre at aftalerne indsendes rettidigt til Finanstilsynet samt at de lever op til kravene på området.

Carlsberg Insurance A/S har en konservativ investeringsstrategi og investerer udelukkende i danske stats- og realkreditobligationer. Gennemgangen gav ikke anledning til bemærkninger.

Finanstilsynet gennemgik Carlsberg Insurance A/S’ samlede årlige risikoeksponering og sammenholdt den med selskabets kapitalstyrke. Finanstilsynet vurderer, at der er balance mellem risiko og kapital.

Det individuelle solvensbehov er ultimo 4. kvartal 2014 opjort til 9,6 mio. kr., mens den tilstrækkelige basiskapital er opgjort til 41,0 mio. kr. Kravet til den tilstrækkelige basiskapitals størrelse er 27,0 mio. kr. og selskabets solvensgrad er derfor 152 %.

Senest opdateret 20-04-2015